Lolland

I 2011 blev den ene mast udskiftet. Det tidligere mobilselskab Telia ønskede at leje plads til en antenne, og bekostede udskiftningen, for at sikre masten var stærk nok. Arkivfoto: Mogens Warrer.

Lysanlæg udgør stor fare: Oprykker kan miste sin hjemmebane

Kommunen skal finde 1,3 million kroner for at der kan spilles danmarksserie-kampe på banen.

Offentliggjort

For blot et par uger siden sikrede FC Nakskov sig en historisk triumf, da klubben med en storsejr på hjemmebane rykkede i Danmarksserien. Det er første gang siden Nakskov Boldklub og B. Velo fusionerede, at holdet er så langt oppe i rækkerne. Helt bogstaveligt kan oprykningsfesten dog blive spoleret af en ordentlig lyseslukker.

Den vestlollandske klub kan nemlig risikere at miste sin hjemmebanefordel til efterårets kampe. 

Lysanlægget på stadion i Nakskov er i så dårlig stand, at Lolland Kommune bliver nødt til at reagere på det. I marts blev det undersøgt af den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco, og konklusionen var alarmerende.

Vil ikke arbejde i masterne

Der er en reel sikkerhedsrisiko forbundet med tre af de fire master på godt 38 meters højde, og håndværkere vil hverken klatre i masterne eller udføre liftarbejde på dem.

"Tilstandsvurderingen konkluderer, at lysmasternes tilstand er særdeles dårlig. Vurderingen peger på fremskreden korrosion og anbefaler, at de eksisterende master demonteres snarest," lyder det i en sagsfremstilling til torsdagens byrådsmøde.

Sagen har været behandlet af både børne-, skole-, fritids- og kulturudvalget og økonomiudvalget, der begge er enige om én af de tre modeller, som den kommunale forvaltning har foreslået.

Kan koste hjemmebanen

For kommunens økonomi er presset, og derfor kunne det være nemt at følge forslaget om blot at nedlægge lysanlægget. Det vil koste 200.000 kroner, men for den lokale fodboldklub vil det være katastrofalt.

Det er kun et par uger siden FC Nakskov rykkede op, men der skal lysanlæg til, hvis holdet skal spille på hjemmebane. Arkivfoto

Klubben vil ikke kunne spille størstedelen af sine kampe på hjemmebanen. Kampe på hverdagsaftener og sene weekendkampe vil i så fald skulle spilles i eksempelvis Nykøbing Falster.

De store ulemper får forvaltningen til at anbefale, at politikerne ikke vælger denne løsning.

Farvel til landsholdet

Forvaltningen anbefaler heller ikke et nyt tilsvarende lysanlæg, der vil koste op mod tre millioner kroner. Merudgiften er for stor i forhold til den anvendelse, et sådant anlæg vil give i Nakskov.

Både fagudvalg og økonomiudvalg peger da også på en løsning til omkring 1,6 millioner kroner. Her vil der komme nyt lys på stadion, men ikke af samme styrke som i dag. Det betyder ikke noget for turneringsfodbolden, men vil ramme eventuelle landskampe. Tidligere har ungdomslandshold til tider benyttet Nakskov som hjemmebane, men det er ikke sket de sidste godt seks år.

FC Nakskov meddeler dog Lolland Kommune, at der har været en forespørgsel om en landskamp næste år. Den vil dog ikke kunne blive gennemført, hvis byrådet torsdag siger ja til en mindre udgave af lysanlægget i Nakskov.

Inden behandlingen i byrådet har økonomiudvalget ønsket flere oplysninger om brugen af opvisningsbanen i Nakskov.

Klubben bidrager til nyt anlæg

Forvaltningen fortæller, at banen bruges to til fire gange om ugen, og at den, da den er permanent indhegnet, også er ideel til kampe på LF-serieniveau og højere. Det kræver nemlig en indhegning, og har en bane ikke hegn, skal det sættes op før hver kamp.

Samtidig vil der være begrænset mulighed for at flytte kampe til de lyse timer, og en klub vil heller ikke ensidigt kunne bede om at få flyttet alle sine kampe.

Den kommunale finansiering vil være på cirka 1,3 millioner kroner, FC Nakskov vil bidrage med 300.000 kroner, og de resterende midler tages fra den kommunale "masterplanpulje". Puljen indeholder omkring 2,5 millioner kroner, og den blev oprindeligt etableret som en pulje til faciliteter og er finansieret via midler fra nedlagte kommunale faciliteter. Senest er puljen tilført restmidler fra de nedlagte landsbyklynger.