Krimi

Grænsekontrol ved Rødbyhavn, hvor manden blev fanget i sit forsøg på at rejse ind i Danmark. Foto: Anders Knudsen

Mand idømt fængsel: Trodsede indrejseforbud fire gange

En rumænsk mand er idømt fængsel i et år og seks måneder, fordi han flere gange trodsede sit indrejseforbud. 

Offentliggjort

Ikke én, ikke to - og heller ikke tre - men hele fire gange har en rumænsk mand trodset det indrejseforbud, han første gang blev idømt i 2021.

Det skriver Tv 2 Øst, der har talt med anklagerfuldmægtig ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Maria Barkov.

Manden havde taget turen med færgen til Rødbyhavn, hvor han blev opdaget i grænsekontrollen rejsende med FlixBus. Ifølge mediet skal manden i retten have forsvaret sig med, at han ønskede at rejse igennem Danmark til Sverige for arbejde.

Rejsen til Danmark kostede ham fængsel i et år og seks måneder samt et indrejseforbud gældende i 12 år.