Indland
Statsminister Mette Frederiksen reagerer nu også på gårsdagens dramatiske hændelse ved Gedser (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mette F.: Russisk beskydning er desværre ikke overraskende
Statsministeren mener, at beskydning af dansk helikopter viser, at Rusland igen tester og udfordrer Nato.
Det er ikke overraskende, at en russisk fregat mandag affyrede såkaldte flares mod en helikopter fra Forsvaret.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i en skriftlig udtalelse.
- Det taler for sig selv, at det er meget alvorligt, når en russisk fregat i går affyrede såkaldte flares mod en af Forsvarets helikoptere. Men det er desværre ikke overraskende, siger hun.
- For det er en del af det mønster, vi ser i hele Europa. Med et stadig mere aggressivt og selvhævdende Rusland, der har intensiveret hybridkrigen mod Europa. Og som tester og udfordrer Nato. Rusland ønsker at skræmme og så splid. Vores svar er at stå tættere sammen og styrke forsvaret af Danmark og Europa.
Klokken 23.02 mandag aften udsendte Forsvaret en pressemeddelelse om, at én af Flyvevåbnets Fennec-helikoptere var blevet beskudt med pyroteknik i internationalt farvand ud for Gedser.
Forsvaret kunne tirsdag morgen ikke oplyse yderligere om hændelsen.
Fregatten affyrede to såkaldte flares , der normalt anvendes som opmærksomhedssignal til søs, mod helikopteren.
Den ene afskudte flare passerede helikopteren på tæt afstand.
Udenrigsministeriet har indkaldt Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, til en samtale om hændelsen.
RITZAU
Seneste artikler
NFC-træner før Brøndby-brag: - Vi skal gribe vores chance
Beslaglagde restaurations lager af sprut
71-årig dømt for spøgelseskørsel på Lolland
TSØ i nervepirrende opgør: - Tæt på det bedste, vi har leveret
NFC sejrer mod Hellerup: Et særligt mønster gentog sig i begge halvlege
Mest læste artikler
Femø-bo fandt død kvinde: - Jeg fik et chok
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Nu er hun fundet: Politiet efterlyste ung kvinde fra Østfalster