Livet på Lolland Falster

Mange af pengene lander på Fejø. Arkivfoto: Anders Knudsen

Millionbeløb på vej til Sydhavsøerne

1,3 millioner kroner ryger fra landdistriktspuljen til lokale projekter.

Offentliggjort

En positiv nyhed er i dag tikket ind hos flere foreninger på Sydhavsøerne.

Fredag uddeles nemlig hele 18,7 millioner kroner til i alt 49 projekter over hele landet fra "Den Nationale Landdistriktspulje". Det oplyser By-, Land- og Transportministeriet i en pressemeddelelse. 

Det lyder videre, at "midlerne gives i støtte til projekter, der kan skabe udvikling og gode levevilkår i både landdistrikterne og på småøerne."

Her får de penge

Maribo:

Projektholder: Iværksætter Lolland
Titel: Kærlighed i bevægelse
Tilsagnsbeløb: 400.000 kroner.

Fejø:

Projektholder: Fejø Havnelaug
Titel: Renovering og videreførelse af Café Dybvig – inventar
Tilsagnsbeløb: 44.707 kroner.

Projektholder: Fejø Vinterbadeforening
Titel: Finansiering af helårsbadebro i Vesterby Havn på Fejø
Tilsagnsbeløb: 395.000 kroner.

Projektholder: Storemosegaard ApS
Titel: Fremtidssikring af Storemosegaard: En ny erhvervs- og kulturhub på Fejø
Tilsagnsbeløb: 118.500 kroner.

Projektholder: Turismeforening for Æbleøerne i Smålandsfarvandet
Titel: Æbleøernes Lydvandringer
Tilsagnsbeløb: 400.000 kroner.



- Midlerne fra landdistriktspuljen er en vigtig håndsrækning til det lokale initiativ og fællesskaber. Det er penge, der kan gøre en forskel i lokalsamfundet. Jeg ser frem til at følge projekterne,  siger minister for byer og landdistrikter, Signe Munk (SF) i pressemeddelelsen.

Lokale projekter

På vores breddegrader er det især Fejø, der har fået en stor håndsrækning. Her får flere forskellige projekter støtte.

Fejø Havnelaug får 44.707 kroner til indkøb af nødvendige maskiner og nyt køkkeninventar til Café Dybvig, mens der også gives hele 395.000 kroner Fejø Vinterbadeforening, så foreningen kan få anlagt en helårsbadebro ved Vesterby Havn.

Storemosegaard på Fejø får 118.500 kroner til at gøre gården til en "erhvervs- og kulturhub" på øen. Gården skal blandt andet fungere som base for ø-iværksætteri og lokale virksomheder, lyder det i projektbeskrivelsen.

Desuden givet støtte på 400.000 kroner til projektet "Æbleøernes Lydvandringer", som "Turismeforening for Æbleøerne i Smålandsfarvandet" står bag. Her er målet at udvikle særlige vandringer på øerne i Smålandsfarvandet, der igennem lyd skal "give besøgende mulighed for at opleve områderne gennem lokale fortællinger."

Der falder også penge af til et projekt på "fastlandet": Iværksætter Lolland får nemlig 400.000 kroner til projektet "Kærlighed i bevægelse".

"Projektet skal arbejde med unge og udviklingen af stationsområdet i Maribo som et attraktivt mødested og knudepunkt," lyder det i projektbeskrivelsen.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtog i alt 158 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 65,2 millioner kroner.