Sæsonen er kun én kamp gammel, og allerede nu har Nykøbing FC været nødt til at føje en ekstra spiller til truppen.
Klubbens normale førstemålmand Jeppe Rasmussen blev nemlig skadet tidligt i sæsonpremieren fredag aften mod Fremad Amager og er ukampdygtig i den kommende tid.
Der var tale om et solouheld, da Jeppe Rasmussen i forbindelse med et langt udkast rev sin ene skulder af led.
Målmanden er endnu ikke blevet scannet, og derfor kender klubben ikke skadens omfang, men han forventes at være ude i et stykke tid.
Samtidig er reservekeeper Valde Skov på vej tilbage efter en skade, og derfor har klubben i øjeblikket kun 17-årige Frej Lisborg Hansen, som er klar til at tage med hænder i kampene.
Det er naturligvis uholdbart, og derfor har man handlet hurtigt og indgået en etårig aftale med 25-årige Jeppe Rømer, der vender hjem til klubben efter en årrække i Næstved Boldklub.
Jeppe Rømer stammer oprindeligt fra Nørre Alslev og var tidligere en del af NFC's ungdomsafdeling, inden han som U15-spiller tog til Næstved.
- Jeg glæder mig
Nu er han så tilbage på Østre Allé i Nykøbing igen.
- Jeg glæder mig til igen at trække NFC-trøjen over hovedet og give alt, hvad jeg har i mig, hver eneste dag. Jeg har hørt rigtig mange gode ting om miljøet i klubben, og det ser jeg virkelig frem til at blive en del af, siger han i en pressemeddelelse.
NFC's fodbolddirektør Claus Jensen er også utrolig glad for, at det er lykkedes at finde en målmand med erfaring fra både 1. og 2. division.
- Jeppe er en fantastisk person med en stærk karakter, og han er en meget dygtig målmand, som nu kommer til at indgå i vores målmandsteam med Jeppe Rasmussen og vores to meget talentfulde målmænd i form af Valde Skov og Frej Lisborg. Alle fire er lokalt forankrede, siger Claus Jensen.
Jeppe Rømer kan måske få debut, eller comeback om man vil, allerede tirsdag, når NFC møder B93 hjemme i Lollands Bank Park i pokalturneringen. Der er kampstart klokken 19.00.
Nykøbing FC håber i øvrigt at have Jeppe Rasmussen spilleklar igen, inden efterårssæsonen slutter.
Seneste artikler
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Vagn tilbyder 5.000 kvadratmeter jord helt gratis – men ingen vil dyrke den
Har låst lærerne inde: - Vi er nogle meget intimiderende vagter
Betina skal til Doha: Gør sig klar med træning i den danske kulde
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok