Sport

Niels Agesen bor i Nordjylland og flyver til København, når han skal til træning i København og Nykøbing. Arkivfoto: NFH

NFH-træner flyver på arbejde - men hvad med klimaet?

NFH's nye cheftræner Niels Agesen bor i Nordjylland, men arbejder på Falster og i København. Derfor flyver han frem og tilbage flere gange om ugen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndboldligaklubben NFH's nye cheftræner Niels Agesen pendler frem og tilbage, når han skal på arbejde. Men i modsætning til mange andre pendlere, foregår en væsentlig del af turen med fly.

Niels Agesen bor nemlig i Nordjylland, men arbejder altså på Falster eller i København - afhængig af, hvor NFH træner.

Men at rejse frem og tilbage mellem Aalborg og København med fly virker ikke som nogen specielt klimavenlig løsning.

Det er dog ikke noget, Niels Agesen har tænkt meget over, da han valgte at sige ja til NFH.

- Jeg havde en jobmulighed, der var attraktiv både sportsligt og karrieremæssigt, som jeg gerne ville sige ja til. Det andet har jeg ikke tænkt så meget over, og spørgsmålet er, hvor meget mere det belaster klimaet, end hvis jeg kørte i en dieselbil. 

- Og Norwegian og SAS stopper nok ikke med at flyve, fordi jeg ikke tager med. Tværtimod er jeg jo med til at fylde flyet op, siger Niels Agesen, der tilføjer, at han kører i elbil fra lufthavnen til træning.

Det er heller ikke noget, der optager hans arbejdsgiver voldsomt.

- Det fylder ikke meget hos os. Han kan jo ikke passe sit arbejde ellers, og der er jo mange, der flyver mellem København og Aalborg. Han kommer heller ikke til at flyve hver gang. Nogle gange vil han tage toget, så vi kommer ikke til at lave det om, siger NFH-direktør Kenneth Sahlholdt.

Og Norwegian og SAS stopper nok ikke med at flyve, fordi jeg ikke tager med.

Niels Agesen