Ærgrelse og irritation fylder i disse dage hos Peter Dan Petersen. Få dage efter at han sammen med foreningen Johannes Venner overtog den historiske skonnert "Johanne", blev den udsat for et stort og dyrt indbrud.
Det er da gigatrist, at den ikke kan få lov at ligge i fred i sin egen hjemhavn
Peter Dan Petersen
Foreningen overtog skonnerten torsdag, og lørdag brød ukendte personer ind på "Johanne", hvor de målrettet er gået efter forskelligt sikkerhedsudstyr.
- De har blandt andet stjålet nogle specielle dragte, der bliver brugt, hvis en passager har været faldet over bord. De er lavet, så de kan hjælpe med at holde personen i live. Der er også stjålet nødraketter, fortæller Peter Dan Petersen.
Søger nye løsninger
I alt er der stjålet udstyr for over 15.000 kroner. Og det er langt fra første gang, at det er gået ud over "Johanne", der har hjemme i Nakskov. Sidste år var der ti indbrud på skonnerten, og tre gange blev lignende udstyr stjålet. Det er vel at mærke ting, som en normal borger ikke kan bruge.
"Johanne" bar også tydeligt præg af, at tyvene ville finde det, som de skulle bruge. Hele skonnerten var gennemrodet, og landgangsbroen var efterfølgende skubbet væk, så den hang og bankede ind i siden af skibet.
Den nye forening skal nu finde ud af, hvordan man i fremtiden sikrer sig mod flere indbrud. At sætte flere låse op på skibet, er ikke vejen frem, mener Peter Dan Petersen.
- Så vil de bare lave endnu større skade og ødelæggelser for at komme ind, påpeger han.
Indbrud i hjemhavnen
Nu overvejer man at flytte sikkerhedsudstyret væk fra skibet, når det er i havn, eller sætte endnu mere overvågning op. Undvære det, som tyvene går efter, kan man nemlig ikke. Uden at have udstyret ombord må "Johanne" ikke sejle med passagerer - og det er vigtigt at få en masse sejladser med skonnerten, så der kan komme indtjening til vedligehold af det store træskib.
Det er kun i hjemhavnen, at "Johanne" er blevet udsat for tyverier. Foto: PrivatPrivat
I den nye venneforening har man fået tilkendegivelser fra flere firmaer og private, som gerne vil ud at sejle med "Johanne", og den interesse skal stå sin prøve i de kommende måneder. Men det besværliggør processen, når ejerne hele tiden skal kæmpe med indbrud.
Hen over vinteren lå skonnerten i Svendborg, hvor der ikke var problemer overhovedet.
- Det er da gigatrist, at den ikke kan få lov at ligge i fred i sin egen hjemhavn, slår Peter Dan Petersen fast.
Dyrt med indbrud
Han roser lokalpolitiet for at have taget anmeldelsen alvorligt, og for at have været meget grundige i deres efterforskning, da betjentene var ombord på "Johanne".
Samtidig glæder han sig også over, at det lykkedes at lave en aftale med Lollands Erhvervs- og Turismeudviklingsfond, som administreres af Business Lolland-Falster.
- De har gjort et kæmpe arbejde for at bevare "Johanne", og vi håber, at vi kan gøre hende til hele Lolland-Falsters skib. Derfor er det også planen, at hun skal rundt til flere havne.
Tyveriet sætter dog allerede fra start foreningen tilbage. For selvrisikoen er enorm høj, og derfor skal der nu knokles endnu hårdere for at få drift i "Johanne".
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst