Guldborgsund

Det kuperede kystlandskab ved Hesnæs med skrænter, klitter og havudsigt er med til at give det nye trailløb sin særlige karakter. Privatfoto

Nyt løb på Falster storhitter

Det nye trailløb ved Hesnæs har fået langt større opbakning end ventet. Med 220 tilmeldte før fristen glæder Andreas Ulrich sig over interessen fra hele landet og ser potentiale for en ny tradition på Falsters østkyst.

Offentliggjort
Andreas Ulrich har selv testet ruten langs Falsters østkyst, hvor flere hundrede løbere snart skal prøve kræfter med det nye Hesnæs Coast Ultra. Privatfoto

Interessen for det nye trailløb Hesnæs Coast Ultra på Falsters østkyst er løbet stærkt.

Inden tilmeldingen lukker fredag aften, har 220 allerede sikret sig en plads i løbet, der bliver afviklet 18. april ved Hesnæs Havn.

Og det er langt over forventning.

- Det er helt vildt fedt at se, hvordan vi har fået den opbakning. Jeg er overrasket på den rigtig gode måde, siger initiativtager Andreas Ulrich.

Deltagerne kommer ikke kun fra lokalområdet - men fra hele landet.

- Det er folk fra hele Danmark. Der er både løbere fra Fyn, Jylland, Sjælland og København, og det er både folk fra løbeklubber og private, der dyrker trail, siger han.

Løbet byder på fire distancer - 5, 17, 30 og 50 kilometer - og tilmeldingerne viser, at det ikke kun er de mest ekstreme løbere, der er med.

- Der er en ret jævn fordeling på de længere distancer, mens omkring 25 har meldt sig til den korteste. Det viser, at det også er folk, der gerne vil have en naturoplevelse i et område, mange ikke kender, siger Andreas Ulrich.

Ambitionen var ellers markant lavere.

- Vi havde sagt, at vi skulle minimum nå 50 deltagere. Så over 200 er virkelig positivt, siger han.

Tyvstarter ny vandrerute

Den store interesse kommer samtidig med, at Guldborgsund Kommune er i gang med at udvikle KØSTEN - en 65 kilometer lang oplevelses- og vandrerute langs Falsters kyster.

Netop de stier og strækninger bliver brugt i løbet.

- Det her er jo med til at sætte fokus på KØSTEN og åbne området op for en masse mennesker, siger Andreas Ulrich.

Kommunen har også støttet løbet med 20.000 kroner fra fokuspuljen.

Kan blive en tradition

Den massive opbakning giver allerede nu forhåbninger om, at løbet vender tilbage.

- Der er i hvert fald noget, der tyder på det. Hvis folk får en god oplevelse og har lyst til at komme igen, så har vi et rigtig fint afsæt, siger Andreas Ulrich.

Og næste år kan rammerne blive endnu bedre.

Hesnæs Havn ventes nemlig at være helt færdigrenoveret til næste år - og så kan fundamentet for en ny tilbagevendende begivenhed på Falster være lagt.

Samtidig efterlyser arrangørerne frivillige, der har lyst til at hjælpe på dagen med blandt andet depoter og tidstagning. Som tak kan man få rabat på deltagelse.