Det sker på Lolland-Falster

Helle Gössler og Jonathan Koppel på Hestehoved, under Lolland Operafestival 2024.

Operaens magi vender tilbage

Lolland Operafestival vender tilbage med store stemmer, unge talenter og opera i både kirker, byrum og historiske rammer.

Offentliggjort

Operasang fylder igen kirker, torve og historiske rammer på Lolland, når Lolland Operafestival løber af stablen fra 31. juli til 16. august.

Festivalen begyndte i 2021 og er siden vokset til en tilbagevendende kulturbegivenhed med ambitionen om at gøre opera tilgængelig for et bredt publikum.

Tættere på

Program


31. juli kl. 18.00: Nakskov Classic, Axeltorv i Nakskov (gratis)

2. august kl. 16.00: En Ægte Duo, Hotel Saxkjøbing (billet)

7. august kl. 17.00: La Rondine – Svalen, Maribo Domkirke (billet)

8. august kl. 16.00: Mellem Himmel og Hav, Havnebygningen i Nakskov (gratis)

15. august kl. 16.00: Den Kongelige Sommeropera, Torvet i Maribo (gratis)

16. august kl. 16.00: Kærlighed i Sangen, Sankt Nikolai Kirke i Nakskov (billet)

Bag de store stemmer og klassiske værker ligger et ønske om at bringe operaen tættere på mennesker. I stedet for, at opera kun opleves i traditionelle koncertsale, rykker den ud i byrum og andre særlige omgivelser.

Årets program byder på en række koncerter forskellige steder på Lolland. Publikum kan opleve både kendte operaværker og koncerter, der henvender sig til såvel erfarne operagængere som dem, der møder genren for første gang.

Festivalprogrammet spænder bredt og byder på opera i både klassiske og utraditionelle rammer. På Axeltorv i Nakskov kan publikum opleve en gratis koncert med en række unge operatalenter, heriblandt sopranen Laura Helene Hansen, der netop er blevet kåret til Årets Operatalent 2026.

Operamiddag på hotel

Hotel Saxkjøbing inviterer desuden til operamiddag med Frederikke og Anders Kampmann, mens der i Maribo Domkirke venter en danmarkspremiere på uddrag fra Puccinis La Rondine. Ved Nakskov Havn bliver operaen kombineret med sommer, sejlads og havnestemning, og senere gæster Den Kongelige Sommeropera Maribo Torv med gratis opera under åben himmel.

Festivalen byder både på gratis koncerter under åben himmel og arrangementer, hvor der skal købes billet.