Guldborgsund

Mie Natascha Hansen er 28 år og bor i Nykøbing. Hun er glad for de varme kommentarer, men ved ikke helt om hun kan tro på de varme ord. Foto: Eva Højrup

Overvældende lovestorm: "Du er smuk, husk det!"

Hundredvis har reageret på Folketidendes Facebook-profil, da Mie Natascha Hansens opråb mod verbale overgreb i det offentlige rum blev lagt op. Mange deler deres egne oplevelser – og bakker op om hendes mod.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mie Natascha Hansen modtager støtte efter chikane

  • Mie Natascha Hansen fra Nykøbing opfordrer til en høfligere tone efter at have oplevet verbale overgreb på gaden.
  • Folketidendes Facebook-brugere har reageret med varme kommentarer og støtte. 

Mie Natascha Hansen fra Nykøbing stod i weekenden frem på Folketidende.dk, og fortalte om hvordan hun oplever at blive råbt ad på gaden med ord som ”fede ko” eller ”du bør sulte dig”. Hun opfordrer til, at vi undlader den slags bemærkninger og har en mere høflig tone overfor hinanden.

Artiklen og videoen har fået brugerne på Folketidendes Facebook-profil til at sende en sand lovestorm afsted med opmuntrende varme kommentarer og hjerte-emojis.

- Hold op hvor er du sej og modig. Du siger fra og tør sige det højt andre fortier. Tak Mie, Du er en hjertevarm og omsorgsfuld kvinde og dejlig præcis som du er , skriver Jill Andersen eksempelvis og Henriette Eriksen skriver:

- Du er en smuk pige Husk det!

Svært ved at tage det ind 

Mie Natascha Hansen kan ikke helt tro på det. 

- Jeg blev selvfølgelig glad. Jeg smiler, men jeg føler det ikke. Jeg har svært ved at tage det ind. Jeg er så vant til at folk råber ad mig og ikke vil mig det godt, siger hun.

Opslagene med artiklen og videoen har fået godt 500 kommentarer og reaktionerne mod de personer, der råber ukvemsord efter Mie Natascha Hansen på gaden, er kontante:

- Der er nogen mennesker som burde op til et etik-, moral- og pli-kursus. Godt du ikke finder dig i det Mie, og er så enig, det er i hvert fald ikke dig der er noget i vejen med, skriver Morten Aagaard Bælum eksempelvis. 

- Hvor er nogle mennesker da bare ondsindede. Det er bestemt ikke I orden, at nogle råber alle mulige ukvemsord, så som fede ko, og hvad det ellers måtte være. Og i øvrigt stakkels kvinde her, der har lagt øre til grimme ord som fede ko. Det er på ingen måde i orden at kalde andre ukvemsord. De, der gør sådan noget, de burde skamme sig. Og rigtig sejt, at den unge kvinde her, nu siger fra. Man skal bestemt heller ikke finde sig i hvad som helst, skriver Maibritt Knudsen. 

Kommentarerne er væltet ind på opslaget om tonen på gaden. Her et lille udpluk af dem fra Facebook.

Rikke Petersson Hansen er enig:

- Hvordan kan man som menneske få sig selv til at tiltale andre mennesker på den måde? Uanset hvordan vi ser ud, er vi alle mennesker. Og alle burde kunne få lov at leve glad og tilfreds uanset størrelse. Jeg væmmes over at nogen føler trang til at projektere egen usikkerhed ud på den måde. Du skal ikke forandre dig. Du er dig, og du er god nok, skriver hun. 

Andre mobbehistorier er kommet frem 

Udover opbakningen til Mie Natascha Hansen er der også en del af brugerne, der beskriver, hvordan de selv har oplevet af blive mobbet og råbt ad.

- Det samme sker for mig, bare i Næstved. Også selvom jeg går med mine børn. Det er næsten det værste af det hele, skriver Sascha Schou eksempelvis. 

- Jeg kan selv fortælle, at jeg har oplevet at blive kaldt grimme og nedladende ord på åben gade. Når jeg har fortalt andre om det, er jeg endda blevet mødt med mistro – som om man skulle finde på at lyve om at blive behandlet dårligt. Hvem skulle have lyst til det? skriver Mia Kristensen.

Stefan Storm Kaagaard beskriver, hvordan mobning har påvirket ham gennem hele livet: 

- Siden 1. Klasse... 3 forskellige skoler, 1 gymnasie, 1 produktionsskole, 2 forskellige svømmehold, og 2 erhvervsskoler. Det er mængden, og tiden jeg er blevet mobbet, som dreng, som mand. Det skete fra år 1995 og frem. Fra jeg var 6-7 år gammel. Ikke alle der er store kan gøre noget, så hav nu lidt respekt , skriver han blandt andet.

- Det var de kommentarer, der varmede allermest, at de taler højt om deres egen sårbarhed, selvom der kan komme kommentarer, de vover det samme som mig, det kan få flere til at tænke over, at det er et stort problem i samfundet. Folk skal åbne op om, hvordan de har det. Sandsynligheden for, at man råber, bliver mindre, eller deres forældre kan tale med dem om det, siger Mie Natascha Hansen.

Ikke klar til at tage imod tilbud 

Blandt kommentarerne er der også en besked fra Martin Dam Ravn, der tilbyder Mie Natascha Hansen træningssessioner i Mimogym i Nykøbing.

-Jeg lover, at ingen deroppe hverken vil komme med grimme/dumme kommentarer eller dømme dig, skriver han.

Men nu og her er Mie Natascha Hansen ikke klar til at tage imod tilbuddet.

-Jeg overvejede, det varmede, og han var meget, meget sød at give mig tilbuddet, og det er ikke, fordi jeg ikke vil tabe mig, men jeg har nogle ting i mig, der gør, at jeg må passe på mig selv. Selv om han siger, at de vil smide dem ud, der kommer med tilråb, så tror jeg ikke helt, det kan lade sig gøre rent praktisk, for så skal jeg sladre om de andre. Jeg vil ikke gå og pege nogle ud, der så efterfølgende kan blive aggressive imod mig, siger hun og uddyber:

- Jeg vil ikke sige, at jeg er bange, jeg er påpasselig. Jeg har opbygget en mur, som jeg helst ikke vil have smuldrer, hvis jeg tager imod sådan et tilbud. Jeg stoler ikke på, at der ikke kommer kommentarer, når han ikke er der eller vender sig om, siger hun.