Guldborgsund

Ejendommen på Gedser Landevej 42 ved Væggerløse er centrum for en sag om overnatningsdrift. Ifølge kommunens egne akter fandt Guldborgsund Kommune 52 sengepladser og 11 badeværelser på adressen. Foto: Kristoffer Lindegaard

Sag om ulovligt hotel: Vandforbruget er næsten tredoblet

Kommunen fandt 52 sengepladser i et enfamiliehus. Nu viser sagsmateriale, at vandforbruget på adressen er steget kraftigt, mens kommunen også behandler spildevandsforholdene.

Offentliggjort
Ole Beck, ejer af ejendommen på Gedser Landevej 42, har i sagsmaterialet forklaret, at han ønsker at bruge stedet som bolig med et mindre bed and breakfast. Foto: Claus Hansen

52 sengepladser i et enfamiliehus var ikke det eneste, der fik Guldborgsund Kommune til at kigge nærmere på Gedser Landevej 42 ved Væggerløse, som har været markedsført under navnet Marielyst Sleep’n Go.

Nu viser sagsmaterialet, at vandforbruget på adressen er næsten tredoblet, mens kommunen også behandler spildevandet.

I 2022 var vandforbruget på 331 kubikmeter. Året efter var det steget til 560 kubikmeter, og i 2024 lød forbruget på 658 kubikmeter.

I 2025 var vandforbruget steget til 920 kubikmeter.

Det betyder, at vandforbruget på adressen på tre år er steget med 589 kubikmeter. Altså næsten en tredobling.

Nabo slog alarm

Naboen Ronald Jensen har gennem længere tid presset på i sagen om Gedser Landevej 42, der ses i baggrunden. Foto: Kristoffer Lindegaard

Det er naboen Ronald Jensen, der gennem længere tid har presset på i sagen om Gedser Landevej 42.

Han har gjort kommunen opmærksom på forholdene på adressen og har blandt andet stillet spørgsmål ved, om et enfamiliehus lovligt kunne bruges til omfattende overnatning.

Ronald Jensen har også peget på spildevandet som et centralt spørgsmål i sagen.

Efter hans henvendelse oprettede kommunen en særskilt sag om spildevand på adressen.

Indskærpelse til ejeren

Af kommunens sagsmateriale fremgår det, at Guldborgsund Kommune i marts oprettede sagen om spildevand på Gedser Landevej 42.

Sagen beskrives i sagsoversigten som en sag om “indskærpelse” og “ulovlige spildevandsforhold”.

Marielyst Sleep’n Go er i kommunens søgelys i en sag om spildevand og et vandforbrug, der næsten er tredoblet på tre år. Foto: Kristoffer Lindegaard

Det fremgår også, at kommunen 26. marts sendte en indskærpelse om manglende udledningstilladelse til ejeren.

Senere fremgår det af et kommunalt referat fra et møde om den fremtidige brug af ejendommen, at ejendommen har et spildevandspåbud, som bør efterleves hurtigst muligt.

Nu kigger kommunen også på, om spildevandsforholdene på adressen passer til den brug, der allerede har været på ejendommen.

Et enfamiliehus er normalt indrettet til almindelig boligbrug. Men når en ejendom bruges til mange overnattende gæster, kan belastningen på spildevandsforholdene blive væsentligt større.

Der er endnu ikke truffet en endelig afgørelse om spildevandet.

Vil gerne drive bed and breakfast

Ejeren har i sagsmaterialet forklaret, at han ønsker at bruge ejendommen som bolig med et mindre bed and breakfast.

- Jeg bor på ejendommen, og vil bare gerne have fire til otte værelser til bed and breakfast som alle andre hernede, skriver ejeren i en mail til kommunen.

Han skriver også, at han har rettet ind efter kommunens krav.

- Jeg har gjort alt, hvad kommunen forlangte med hensyn til skilte, samt stoppet udlejning igennem Booking, Hotels samt hjemmeside, skriver ejeren.

Enfamiliehus

Gedser Landevej 42 er registreret som et enfamiliehus.

Efter at Guldborgsund Kommune tidligere konstaterede, at der var indrettet 52 sengepladser på adressen, vurderede man, at der var tale om hoteldrift eller udlejning uden de nødvendige tilladelser. Derfor fik ejeren påbud om at lovliggøre forholdene.

Senere konstaterede kommunen, at der fortsat var overnattende gæster på adressen.

Det endte med en politianmeldelse.