Lolland

Sikkerhedschef ved Lokaltog Claus Rene Pedersson garanterer, at passagerer trygt kan rejse med toget på Lollandsbanen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Sikkerhedschef efter alvorligt sammenstød: - De kan sagtens føle sig sikre

Efter et sammenstød mellem to tog på Gribskovbanen garanterer sikkerhedschef ved Lokaltog, Claus Rene Pedersson, at passagerer på Lollandsbanen sikkert kan tage med toget.

Offentliggjort

Lokaltog lover tryghed på Lollandsbanen

  • Rejsende mellem Nakskov og Nykøbing får besked om fortsat tryg togdrift.
  • Lokaltog gransker ulykken og ser på nye læringer for sikkerheden.

Efter et voldsomt uheld på Gribskovbanen, hvor to tog stødte frontalt sammen og kvæstede 18 personer, hvoraf fem var i kritisk tilstand, er opmærksomheden rettet mod Lokaltog, der drifter lokalbanerne.

Selskabet drifter lokalbaner overalt på Sjælland og øerne, og altså også Lollandsbanen mellem Nakskov og Nykøbing.

Det står endnu ikke klart, præcis hvad der gik galt, men sikkerhedschef ved Lokaltog Claus Rene Pedersson oplyser, at man i denne uge laver interviews med lokomotivførerne, som er blandt de sidste, der skal fortælle deres version af, hvad der skete.

Derfor vil en foreløbig konklusion fra Lokaltog foreligge i begyndelsen af næste uge, mens Havarikommissionens undersøgelser først offentliggøres længere ude i fremtiden.

Sikkerhed på Lollandsbanen

Uanset undersøgelsernes udfald står spørgsmålet om sikkerheden på Lokaltogs baner tilbage. For hvordan kan Lokaltog garantere, at lignende uheld ikke sker på Lollandsbanen, og at passagerer trygt kan rejse med toget over Lolland?

- Det sikkerhedsnet, vi har, er et som vi har haft i rigtig, rigtig, rigtig mange år, og vi arbejder hele tiden med det, siger Claus Rene Pedersson.

På lokalbanerne er lokomotivføreren sidste barriere. Når togene holder på perronen, viser signalsystemerne, hvornår de må køre. Men inden afgang kræver det fuld opmærksomhed fra lokomotivføreren, fordi signalerne i sig selv ikke sikrer togene imod en for tidlig afgang fra perronen.

Derfor, fortæller Claus Rene Pedersson, sendes lokomotivførerne på kurser der lærer lokomotivførerne at lytte til sig selv og tage et ekstra åndedræt i stressede situationer, så de ikke laver fejl.

- Så derfor kan jeg med ro i maven sige, at passagerne kan sagtens benytte sig af vores tog, og de kan sagtens føle sig sikre ved at benytte sig af vores tog. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan for at identificere læringer, så vi kan gøre ringene bedre. Man kan altid gøre tingene bedre, siger han.