Lolland

Løberne kommer ud på en ny rute ved årets Christianssæde Skovløb. Foto: Palle Nevad Frandsen

Skovløb klar med ny rute til løberne

Flere tidligere deltagere havde ønsket ændringer på den korteste distance.

Offentliggjort

Årets skovløb ved Christianssæde bliver med en ny oplevelse for dem, der tidligere har været ude at løbe seks kilometer. Det afslører ejeren af skoven, Andreas Karberg.

- Der har tidligere været kritik af ruten på seks kilometer, fordi det var samme rute ud og hjem.

Når de hurtigste løbere mødte de lidt langsommere på vejen hjem, kunne det være svært at komme til på ruten.

Derfor bliver deltagerne i år sendt ud på en rundstrækning, hvor de måske også i højere grad kan mærke, at der er tale om et løb i skoven.

På nuværende tidspunkt er der solgt over 200 startnumre, og Andreas Karberg håber, at den gode udvikling for løbet fortsætter.

- Første år havde vi lige omkring 400 tilmeldte, sidste år var vi omkring 500, og det håber vi fortsætter, siger han.

Flere vil løbe 16 kilometer

Det bemærkelsesværdige i 2025-udgaven er, at mange har valgt den lange rute på 16 kilometer.

- Med 50 tilmeldte er det meget højere end de første to år, og det er en meget udfordrende rute, hvor du hele tiden skal tænke over dit løb. Vi kan også se, at deltagerne virkelig er udmattede, når de kommer i mål.

Samtidig er der blevet indgået et samarbejde med "Børnenes Dag i Dannemare". Ved skovløbet vil folk fra Dannemare sørge for mad og drikke til deltagerne i løbet. Det er også med til at sætte et større fokus på løbet som et familiearrangement.

Skovløbet begynder 7. september klokken 11, og der er ruter på 6, 10 og 16 kilometer, samt en børnerute på én kilometer. Man kan læse mere om ruterne, og købe et startnummer til årets løb, på skovløbets hjemmeside.