Lolland

Vibeke Grave (A) mener, at Lolland Kommune er nødt til at diskutere skolestrukturen. Her ses Østofte Skole, derer sammen med Søllested Skole foreslået lukket næste år. Arkivfotos

Socialdemokrat afviser ikke skolelukninger: - Børnetallet taler sit tydelige sprog

Lolland Kommune kan ikke komme uden om at diskutere skolelukninger, mener Vibeke Grave (A). Hun vil dog endnu ikke sige, om hun vil stemme for at lukke skolerne i Søllested og Østofte.

Offentliggjort

Forslaget om at lukke skolerne i Søllested og Østofte næste år bliver en del af de kommende politiske forhandlinger i Lolland Kommune.

Det forventer Vibeke Grave, der sidder i kommunens økonomi- og erhvervsudvalg for Socialdemokratiet.

Vibeke Grave (A) vil endnu ikke sige, om hun støtter lukningen af de to skoler, men peger på det faldende børnetal. Arkivfoto: Anders Knudsen

Kommunen skal i første omgang finde besparelser for 200 millioner kroner, og ifølge hende gør både økonomien og det faldende børnetal det nødvendigt at se på kommunens skolestruktur.

- Vi er nødt til at diskutere vores skoler. Man kan se, hvor mange børn der bliver født i Lolland Kommune, og det siger i sig selv noget om, at vi ikke kan drive så mange skoler, eller at der ikke er behov for dem, siger Vibeke Grave.

- Ville være forbavsende

Administrationen foreslår, som beskrevet af TV 2 ØST, at skolerne i Søllested og Østofte lukkes næste år.

Vibeke Grave vil ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til, om netop de to skoler skal lukke. Men hun mener, at det ville være overraskende, hvis sparekataloget ikke indeholdt forslag om ændringer på skoleområdet.

- Det ville være forbavsende, hvis der ikke lå sådan et forslag. Alene børnetallet siger, at administrationen ikke ville forholde sig til virkeligheden, hvis den ikke kom med det, siger hun.

Forslaget vækker allerede bekymring på skolerne. Skoleleder Esben Nielsen frygter, at en lukning vil ramme både børn, ansatte og lokalsamfund.

- Det kan få en stor betydning for lokalområdet, for eleverne, hvor vi har en del, som netop har valgt de her skoler til, fordi eleverne ikke kan rumme de store skoler, og for personalet, hvor mange har været her i rigtig mange år, siger han til TV 2 ØST.

Vil ikke love skolerne en redningskrans

Vibeke Grave vil heller ikke svare på, hvor pengene skal findes, hvis politikerne vælger at bevare de to skoler.

Hun understreger, at hun aldrig tidligere har været med til at finde besparelser i den størrelsesorden. Normalt bliver der ifølge hende lagt op til besparelser på omkring 50 millioner kroner - og selv det mål bliver ikke altid nået.

- Det at finde 200 millioner kroner er også for mig lidt abstrakt lige nu. Jeg har ikke et svar inde i hovedet på, hvor pengene skal findes, siger hun.

Hun forventer, at besparelserne vil ramme bredt på tværs af kommunens områder.

- Det kommer til at gå ud over nogen og noget. Det kan vi ikke bilde os selv eller hinanden ind, at det ikke gør.

Når budgettet til sidst skal vedtages, forventer Vibeke Grave, at politikerne skal stemme om en samlet aftale. Derfor vil hun ikke på forhånd love at stemme hverken for eller imod de to skolelukninger.

- Jeg tror ikke, man får lov til at plukke enkelte ting ud og sige, hvad man vil stemme for eller imod. Det bliver en helhed, man kommer til at stemme om, siger hun.