Guldborgsund

Per Hansen styrer slagets gang, når Dølle år efter år vender tilbage. Når det hele går løs, er han ikke efterladt meget tid til overs til søvn. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Sover tre timer i døgnet: Per styrer slagets gang på Dølle

Formand for Dølle, 38-årige Per Hansen, har været med i flere år end mange unge deltagere har levet. Igen i år står dirigerer han slagets gang.

Offentliggjort

Når Dølle nærmer sig, tænker Per Hansen ikke på meget andet end Dølle, og når det hele går i gang, er han på næsten døgnet rundet.

Per Hansen styrer Dølle med dedikation

  • Per Hansen, formand for Dølle, arbejder utrætteligt for at sikre, at markedspladsen fungerer problemfrit under de travle festdage.
  • Med hjælp fra 800 frivillige og samarbejdspartnere som Natteravne og Hjemmeværnet, håndterer han alskens udfordringer for at skabe en god oplevelse for alle besøgende.

Per Hansen er formand for Dølle, og er dermed én af dem, der står bag rigtig meget af det praktiske, der får alle tandhjulene på markedspladsen til at køre som smurt.

Af samme grund får han ikke meget tid til at slappe af. Natten til fredag gik han i seng klokken 3 - og så vågnede han godt tre timer senere fredag morgen til endnu en festlig dag på Dølle.

Sol over Dølle

Det er 1. maj, Arbejdernes Kampdag, og solen bager ned over pladsen. De to faktorer tilsammen gør, at der allerede tidligt er mange gæster på pladsen, hvilket giver anledning til nye fokuspunkter for den travle Dølle-dirigent.

Vand sprøjtes ud over vejene, så støvet ikke bliver for voldsomt. Den bagende sol giver også anledning til ekstra opmærksomhed på de stegende gæster, hvoraf nogle kan ende med et visit ved samaritterne, hvis de har fået for lidt eller for meget at drikke.

- Vi sikrer driften på alle elementer og lærer at tilpasse og alle de forskellige forhold - for eksempel støv. Og så forbereder vi os på aftenens koncerter, siger Per Hansen.

Han fortæller, at der er godt 800 frivillige direkte tilknyttet Dølle, og at endnu flere kommer til gennem diverse samarbejdspartnere: Natteravne, Hjemmeværnet, samaritter og flere til.

Zombie

En sjælden gang imellem får Per Hansen lidt tid til at slappe af. Han fortæller, at man lærer at komme ind i sin egen lille boble, når man i de få og små pusterum kan ånde ud.

Det meste af tiden bruges dog ikke i boblen, men på at sikre, at Dølle forløber godt. Derfor forventer formanden ikke, at han får meget mere søvn end tre timer i døgnet frem til tirsdag.

Han er vant til presset: Siden Per Hansen var 16 har han været med på Dølle som frivillig i forskellige funktioner. Nu, 22 år senere, er han i front for det hele.

Ikke desto mindre er det en fysisk præstation af dimensioner at komme igennem alle festdagene.

- Når vi rammer tirsdag, så er jeg en zombie i 14 dage efter, siger han.