Guldborgsund

Selvom solen blev væk, kom der stadig rigtig mange mennesker til Havnens Dag i Stubbekøbing. Foto: Per Thomsen

Stor havnedag trak flere tusinde til byen

Den populære Havnens Dag i Stubbekøbing trak igen masser af mennesker til byen.

Offentliggjort

- Det kører jo. Det er ligesom blevet en tradition.

Lørdag løb den populære havnedag af stablen, og ifølge medarrangør Mads Hansen, formand for Sejl- og Motorbådsklubben Grønsund, blev det et tilløbsstykke.

- Det gik jo godt. Vi fik et par regnbyger, men den første var rimelig hurtigt overstået, og det mærkede man ikke på menneskemængden, siger Mads Hansen.

Den sidste byge kom omkring en time før lukketid, og den fik til gengæld flere til at pakke sammen og køre hjem. Alligevel endte dagen med et fremmøde, som arrangørerne kun kan være tilfredse med.

- Vi har haft lidt højere besøgstal før end i år, men vi har talt det op til omkring 4.000 gæster, siger Mads Hansen om dagen, der varede fra klokken 10 til 15.

11. gang

I år var 11. gang, at Havnens Dag blev afholdt i Stubbekøbing, og igen var der aktiviteter for både børn, voksne og ældre.

Gæsterne kunne blandt andet møde hjemmeværnet, brandvæsenet og en lang række foreninger og aktører. I alt 41 aktører stillede op med stande og meget andet rundt om på havnen.

På Grønsund Havn blev der delt smagsprøver ud på blandt andet muslinger, muslingesuppe og røgede muslinger, mens Havhøst fortalte om miljøet og lavede målinger i vandet i Grønsund.

- Det eneste, der var lidt ærgerligt, var, at der kom noget vind, så en del af vores vandaktiviteter måtte aflyses, blandt andet sup-board, siger Mads Hansen.

Til gengæld var der også nyt på programmet i år. For første gang var der telt med musik, hvor Bigom og Meyer spillede, mens Niels Plys lavede ballondyr for børnene. Senere stod bandet Efter Skoletid for musikken frem mod klokken 18.

- Der var ikke så mange mennesker til musikken, men det kørte. Det er i hvert fald noget, vi gentager igen, siger formanden og fortæller, at der blandt gæsterne også var folk udefra.

- Vi havde gæster fra både Helsingør og Roskilde. Det er dejligt, at de får øje på vores område. De var lidt imponerede over det, siger Mads Hansen.

Og netop det brede trækplaster er en del af forklaringen på, at Havnens Dag år efter år samler tusindvis af mennesker i Stubbekøbing.

- Det appellerer bredt. Og så prøver vi at forny os lidt hen ad vejen, siger Mads Hansen.

Trods det lidt kedelige vejr, blev der plads til en dukkert. Foto: Per Thomsen
Kan kunne købe sig til en helikoptertur. Foto: Per Thomsen
Der var masser af god stemning i de forskellige stande. Foto: Per Thomsen
Niels Plys, som mange vil huske fra Lalandia, sørgede for ballondyr til børnene. Foto: Per Thomsen
Havet indgyder til mange forskellige aktiviteter. Foto: Per Thomsen
De mindste kunne komme en tur op på en pony. Foto: Per Thomsen