Blå blink

Ulykken har ført til en lang kø henover lavbroen. Foto: Jan Schmidt, Xdmedia

Sydmotorvejen spærret af alvorlig ulykke - arbejder på at genåbne et spor

Sydmotorvejen er netop nu spærret i sydgående retning ved Farø på grund af en ulykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sydmotorvejen er netop nu spærret i sydgående retning ved Farø på grund af en alvorlig ulykke med en lastbil og en personbil.

Trafikanter på vej sydover skal køre fra ved frakørsel 41 ved Vordingborg, oplyser politiet. Man kan i stedet køre over den nye Storstrømsbro, Dronning Margrethe II's Bro. Køen er dog ved at være så lang, at den strækker sig endnu længere nordpå, og man kan derfor med fordel køre fra ved frakørsel 40 Udby.

Politiet oplyser i en opdatering klokken 12.23, at den tilkaldte bilinspektør nu er ankommet og går i gang med sine undersøgelser.

Imens arbejder politiet på at kunne genåbne anden vognbane, så de trafikanter, der sidder fast i køen, kan komme videre.

Det er dog uklart, om det kun gælder de trafikanter, der er blevet fanget på broen, eller det også gælder dem længere nordpå.

Ulykken skete omkring klokken 10.40 på lavbroen umiddelbart inden Farø.

Politiet oplyser, at en person er kommet til skade, og at der er tilkaldt en bilinspektør. 

En bilinspektør er en teknisk ekspert hos politiet, som foretager undersøgelse af køretøjer og ulykkessteder ved alvorlige trafikulykker for at forsøge at fastslå, hvordan ulykken er sket.

Først når bilinspektøren er færdig med sine undersøgelser, kan der ryddes op på stedet. Det vil derfor tage en rum tid endnu, før motorvejen kan genåbnes.

Politiet beder trafikanterne udvise agtpågivenhed - hvilket også betyder, at bilister, der passerer uheldsstedet den modsatte vej, skal huske at holde øjnene i den retning, de selv kører.

Der er lang kø - både mellem uheldsstedet og frakørslen, hvor politiet har spærret vejen. Men køen strækker sig nu også endnu længere nordpå end det. 

Opdateres…