Sidste tur i Hylddalen: Det er ikke scenen, han har savnet mest

Egentlig havde han aldrig tænkt over, at han var en del af den nyere historie i Hylddalen. Han var blot 17 år gammel, da han trådte ind på scenen i 1998, da NørregadeTeatret spillede "Elverhøj".

- Jeg troede faktisk, at det havde været i gang i Hylddalen mange år før det, men så forleden gik det op for mig, at jeg faktisk havde været med helt fra begyndelsen, fortæller Martin Bo Lindsten.

Når orkestret slår tonerne an til "Prinsessen holder fridag", hvor han spiller den mandlige hovedrolle som journalisten Joe, kan han træde ind i spotlightet til den sidste række forestillinger, inden Hylddalen bliver lagt i mølposen.

Hylddalen forsvinder ikke

At det snart er forbi, er dog ikke noget, han eller de andre skuespillere bruger meget tid på at tænke over. Der har været travlt med at få replikker, dansetrin og timing til at sidde perfekt, så alt er klart til premieren torsdag aften.

- Det er ikke sådan, at jeg går og tænker over, at det er sidste gang, eller at vi går og græder hver dag. Hylddalen forsvinder jo ikke. Den står her stadig. Så længe den ikke bliver revet ned eller fjernet, er jeg sikker på, at der kan ske noget her igen, når tiden er rigtig, lyder det fra den 45-årige skuespiller.

Martin Bo Lindsten legede sig ind i teaterverdenen, mens NørregadeTeatret endnu var en amatørscene. Han fik sit helt store gennembrud, da han i 2005 spillede hovedrollen i "Aladdin" i Hylddalen, og måske har han bag scenen fået hjælp af lampens ånd, for året efter gik den helt store drøm i opfyldelse. Den unge amatør fra Maribo blev optaget på skuespillerskolen ved Odense Teater.

Siden har han spillet på mange af landets store scener, og familien Danmark kender ham nok som Mikkel, Lasses far i de tre Tinka-julekalendere. Men det er kun blevet til et enkelte optrædender på den gamle hjemmebane.

Meget smuk scene

Selv om meget er sket gennem årene, står "Elverhøj" og det første møde med Hylddalen endnu klart i hukommelsen.

- Jeg kan huske, at det var ret angstprovokerende. Det var første gang, jeg stod foran så stort et publikum udendørs. Ambitionsniveauet var højt, kostumerne var flotte, og det hele føltes meget magisk. Det var noget helt andet end det, vi var vant til nede på den lille scene i Nørregade.

Siden har han prøvet at spille friluftsforestillinger flere gange og flere steder. Blandt andet har han optrådt med Det Kongelige Teater i Dyrehaven, og han kender til forskellen mellem en almindelig teaterscene og det helt åbne rum.

Afstandene gør en kæmpe forskel. Den er stor mellem de enkelte skuespillere på de ofte omfangstige friluftsscener, men også fra scenekanten ud til de mange publikummer. Det kræver en anden teknik at spille på en sådan scene. Men Hylddalen er alligevel sin helt egen størrelse.

- Selv om scenen er stor og åben, er den lille nok til stadig at føles intim. Det er virkelig en fed og meget smuk scene, slår han fast.

Sjovt at vende tilbage

Sidste gang Martin Bo Lindsten trådte ud under kronerne på de store bøgetræer, var i 2009, da han spillede Carmen Ghia i den gale Mel Brooks-komedie "The Producers". 

- Det er en sjov oplevelse at komme tilbage efter så mange år. På én måde ligner stedet sig selv, men samtidig er det blevet noget helt andet. Måske er det også årene indeni. Jeg er jo lige så forandret, som træerne er.

Dengang kaldte han det en aktiv teater-ferie. Han var endnu ikke færdiguddannet på det tidspunkt, og nu er han vendt tilbage til Lolland. Denne gang kalder han det for en lille cirkus-oplevelse. En arbejdsferie for familien. Datteren Ida på ti er også med i forestillingen, og hustruen Sofie har været koreograf.

Husker noget helt specielt

Han nyder at være hjemme, og han har stadig sin mor boende lokalt.

- Der er selvfølgelig noget nostalgi og en masse kærlighed i det. Det er hjemmebane for mig. Det er nogle omgivelser, jeg kender, og nogle mennesker, jeg kender, selv om vi efterhånden har fået nogle år på bagen.

Og faktisk er det netop disse mennesker, der betyder noget særligt, når man spørger ham om de bedste oplevelser fra Hylddalen. Det er ikke hovedrollen i "Aladdin", deltagelsen i den storslåede "Les Misérables" eller nogle af de andre roller, han har spillet.

- Det, jeg husker allermest herfra, er faktisk ikke det, der foregår nede på scenen. Det er det, der sker her bagved, når man ser alle de mennesker, som hver især har en funktion og knokler frivilligt, siger han og peger ind mod de midlertidige skurvogne og telte.

Charmerende når det er groet til

Skoven er forvandlet til en lille sigøjnerby, hvor snakken går lystigt på området mellem telte og vogne. Nogle kommer hastende målrettet forbi, mens andre slentrer stille væk fra scenen med en kop kaffe.

Men når først publikum er på plads, lyset er tændt og der er lyd på mikrofonerne, forvandles området til en international lufthavn. Så knokles der med sminke, kostumeskift og rekvisitter. Folk kommer flyvende ud fra scenen, og lander på et aftalt sted, på et aftalt tidspunkt. Få øjeblikke senere atter de sætte kursen mod publikums blik. Men stedet summer alligevel af en helt speciel glæde.

- Jeg synes faktisk, at det er fællesskabet bagved, der er den fedeste oplevelse. Det lyder måske højtravende, men det er det, jeg synes er så smukt, lyder det med ømhed i stemmen. Han husker selv, hvordan det var at være en amatør, som investerede sin fritid i at spille teater, og gladeligt dukkede op, når skole eller arbejde var overstået.

Når Martin Bo Lindsten engang i fremtiden kommer hjem til Maribo, går han måske en tur i Hylddalen. Lytter han godt efter, kan han høre trækronerne hviske om fortidens fornøjelige aftener. Scenen og bænkene vil måske langsomt være blevet overtaget af den vilde natur, for så en dag atter at blive befriet og vakt til live.

- Måske bliver det også charmerende, at den får lov til at gro lidt til og blive glemt, indtil nogen en dag finder den igen, graver den frem og genoptager traditionen. Det ved man jo aldrig.