Nykøbing FC kom hurtigt bagud, da holdet lørdag rejste til Skive for at spille dets anden kamp i denne sæson af 2. division.
NFC vendte kampen i Skive og tog tre vigtige point
Nykøbing FC kom tidligt bagud i Skive, men vendte lørdagens kamp i 2. division til en sejr på 3-2. Cheftræner Mikkel Thygesen fremhæver spillernes mentalitet og tro på hinanden som den afgørende forklaring.
De mørkeblå spillere holdt dog ved, og det lykkedes at vende pauseføringen på 2-1 til Skive til en 3-2 sejr ved slutfløjt. Det kan spillerne takke deres stærke mentalitet for, mener cheftræner for NFC Mikkel Thygesen.
Momentum
Cheftræneren forklarer sejren med, at spillerne i NFC har en tiltro til hinanden, også selvom de kommer bagud. Det skyldes blandt andet, at holdet er i en "rigtig god periode", ligesom det har været det seneste års tid, siger Mikkel Thygesen.
- Vi arbejder lige lidt hårdere for hinanden, og så har vi et momentum. Vi har det lod, som et tophold har, med at vi bliver ved med at tro på tingene, og at vi ikke lader os slå ud af, at man har modgang, som man har i fodboldkampe. Spillerne har en fantastisk mentalitet, og de er virkelig kommet langt og arbejder hårdt hver evig eneste dag, siger han.
Efter det første mål imod Nykøbing FC udlignede Mikkel Dahl til 1-1 i det 21. minut. Kort før pausen sikrede Gustav Callo dog Skive en 2-1 føring. Modstanderne havde fået et godt momentum i første halvleg, og Thygesen mener ikke, at der var noget i NFC's spil, der gik galt i første halvleg.
- Skive er et godt hold, som vi har en sund og naturlig respekt for. På vores taktiske oplæg i går snakkede vi om, at så snart man som modstanderhold føler, at man har momentum, så er det der, Skive er rigtig farlige. Det var fuldstændig sådan nogle scoringer, de lavede i første halvleg.
Tre point
NFC's Mikkel Dahl og Magnus Bøttker scorede i henholdsvis det 50. og 59. minut, og sikrede sammen holdets sejr på 3-2 mod Skive. De to mål i anden halvleg kunne lige så vel have været scoret i første halvleg, mener Mikkel Thygesen.
- Det kan godt være, at vi ikke får scoret på vores muligheder, men vi skaber dem. Det skal vi blive ved med. Vi skal blive ved med hele tiden at være proaktive i og omkring feltet, og det var vi i begge halvlege. Om man scorer i første eller anden det betyder ikke så meget for mig, så længe vi får point på kontoen.
Nykøbing FC spiller næste gang fredag 14. august på hjemmebane mod B.93, som holdet i denne uge slog ud af pokalturneringen med en 2-0 sejr.
- Vi er på tavlen nu med fire point i to kampe, samtidigt med at vi er gået videre i pokalen, hvor vi slog en direkte konkurrent. Så alt i alt har det været toppræstationer hele vejen igennem af spillerne. Men et eller andet sted havde vi måske også regnet, at vi ville starte rigtig godt, siger Mikkel Thygesen.
Seneste artikler
Ida er den eneste kvinde af sin slags på Sydhavsøerne
NFH kollapser mod nordmænd
Frygtede han var sprængt i stykker: Glemte alt i kaoset
Yngve overlevede flammerne, men slap aldrig mørket
Nu er borgerne til nyt udvalg fundet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst