Kultur

Dronning Mary afslørede stenskulpturen Ymrir ved at trække i et tov. Hun fik en smule hjælp af kunstner Thomas Kadziola. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Tæppefald: Efter 16 år er Dodekalitten færdiggjort

Det har taget mange år at færdiggøre arbejdet på Dodekalitten. Tirsdag blev den sidste stenskulptur endelig afsløret af dronning Mary.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Mary afslørede sidste stenskulptur i Dodekalitten

  • Dronning Mary afslørede Ymrir, den 12. og sidste sten i Dodekalitten.

  • Det fuldender 16 års arbejde og trak ifølge politiet over 1.000 gæster til kunstværket.

  • Børnehavebørn, en præst, en biskop og mange pressefolk var blandt de fremmødte.

Efter 16 års huggen i sten efter sten står den 12. og sidste skulptur nu, endelig, blandt de 11 andre.

Familien af stenskulpturer rejser sig stolt og - så vidt det i Lollands flade landskab er muligt - højt over de lollandske alper ved Kragenæs.

Pædagoger og børn fra Tryllefløjten ankom med bussen til Kragenæs. Med sig havde de hjemmelavede kroner. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Ymrir, den sidste i rækken, er født af grønlandsk sten. Den blev offentliggjort ved et træk i tovet af dronning Mary og med et stort publikum til at overvære begivenheden.

En særlig stol var stillet frem til dronningen, og herfra overværede hun begivenheden. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Dronningen og Dodekalitten

Dronningen ankom klokken 12, hvor det officielle program skulle begynde. Men to timer forinden var en sand folkestrøm allerede på vej mod Kragenæs. Blandt dem en busfuld børn fra børnehaven Tryllefløjten, som stolt fortalte, at de havde medbragt hjemmelavede kroner. De var blandt de få udvalgte børn, som fik en god plads lige mellem to af skulpturerne.

Om det var dronningen eller Dodekalitten, der trak publikum til, har sognepræst i Ravnsborg pastorat, Beth Hagemann, et bud på. Hun havde i dagens anledning et diadem i håret.

Sognepræst Beth Hagemann og biskop Marianne Gaarden deltog begge i indvielsen. Førstnævnte med et diadem i håret. Foto: Esben Cronbach-Christensen

- Det er lidt for begge dele. Det er dejligt, at dronningen har lyst til at komme herned, siger Beth Hagemann, der kalder dronningen sød, nærværende og jordnær.

Hun ankom sammen med sin mand og hans familie, og var kort efter ankomst i færd med at pynte et medbragt bord op til en impromptu picnic midt i det hele.

- Man bliver mundlam over, hvor storslået det er. Nogle sammenligner den med Stonehenge, men det er slet ikke sådan. Jeg er stolt af, at han har lavet det, siger hun med henvisning til Thomas Kadziola.

Dronningen hilste på formand for Fonden Dodekalitten, Michael Schelde samt kunster Thomas Kadziola og komponist Wayne Siegel. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Den røde løber

En stol, der er en kongelig værdig, var placeret for enden af en lang rød løber, der strakte sig fra dronningens bil og ind mellem skulpturerne.

August Oluf Krabbe bød dronning Mary velkommen med en buket blomster. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Dronning Mary trådte ud på løberen og blev budt velkommen med blomster overrakt af 9-årige August Oluf Krabbe, barnebarn af kammerherre Jon Krabbe. Hun hilste videre på folkene bag kunstprojektet og dets venneforening samt borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen, før hun satte sig til rette på tronen, klar til at overvære begivenheden.

- Vi er bevidste om Dodekalittens betydning både her og ude i verden. Her lå en lille gård, og nu står Dodekalitten og viser, at Lolland er under forandring, sagde Michael Schelde, formand for Fonden Dodekalitten, i sin indledende tale.

Wayne Siegel, der har komponeret musikken til Dodekalitten, tog dernæst over, og Thomas Kadziola rundede talerne af med sin fortælling om Ymrir og offentliggørelsen af skulpturens navn.

Thomas Kadziola var både glad og rørt over reaktionerne på Dodekalitten. Hans mor fik en stor krammer og en god plads blandt publikum. Foto: Esben Cronbach-Christensen

- Det kan godt være, at det er den laveste sten, men til gengæld er det det største hoved i Dodekalitten. Og så kan man komme helt tæt på, og ikke mindst røre ansigtet. Jeg er overbevist om, at det vil blive den mest fotograferede sten. Den har derfor fået den flotteste baggrund, vi har kunnet give den, sagde Thomas Kadziola.

Undervejs var der kor og fællessang samt optræden af Rasmus Lyberth, der sang to af sine grønlandske sange.

Pædagoger og børn fra Tryllefløjten var med til indvielsen af Dodekalitten. Stjernehuset i Horslunde og Havørnen i Holeby var også med. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Royale børn

Børnene fra Tryllefløjten nåede op til Dodekalitten, hvor de, iført hjemmelavede dronninge- og kongekroner, sad i græsset og nysgerrigt fulgte med. Tre af dem - Ingeborg, Kristian og Katrine - syntes, at det var ret sejt at være med.

Selvom kronerne var lavet til dagens anledning, fik de dem med hjem igen - og på den måde fortsatte deres royale færd på sin vis også efter dronningens farvel

Ingeborg fortalte, at hun har besøgt skulpturerne "mange gange før", og derfor kender hun også den dybe, rungende lyd fra kunstværket.

Børnenes nysgerrighed var endnu intakt, da de ventede på bussen hjem fra Dodekalitten. Foto: Esben Cronbach-Christensen

1.000 og lidt til

Meldingen fra en betjent på stedet var, at der var mødt mindst 1.000 gæster op. Og lidt til.

Bilerne holdt i en lang slange langs indfaldsvejen til Kragenæs og blandt gæsterne, der var kommet til den store begivenhed i bil, var Heidi Jensen fra Nakskov.

Heidi Jensen har tit været forbi Dodekalitten. Foto: Anna C. Møhl

Hun har besøgt Dodekalitten masser af gange. Mest med nogle små rollinger, da hun drev Heidis Privatplejeordning, hvor børnene hoppede rundt mellem de store skulpturer og forsøgte at finde ud af, hvor musikken mon kom fra. 

Heidi Jensen var lige så spændt på at se dronningen ankomme til Lolland, som til at se den sidste skulptur blive afsløret.

- Jeg glæder mig til at se dronningen og til at se stenen fra Grønland. Min datter læste til pædagog og havde sit sidste praktikophold på Grønland. Vi havde ikke mulighed for at komme op og besøge hende, men nu kan jeg se stenen deroppefra, siger hun.

Et stort publikum sad klar til tæppefald på den sidste stenskulptur. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Tæppefald

Thomas Kadziola fulgte dronningen hen til den endnu tildækkede Ymrir og tog fat i tovet, der ville lade det grønlandske flag-dække falde bort.

Hun trak og hun trak, men lige vidt kom hun. Flaget gav sig kun netop nok, til at Ymrir kunne se sine 11 søskende og sit nye hjem.

Thomas Kadziola kom til undsætning og løsnede flaget, så dronning og kunstner i fællesskab afslørede den sidste sten - og dermed også det færdige kunstværk.

Kunstneren vil at Dodekalitten skal leve videre. Men nu er værkets videre færd, efter alt at dømme ude, af Thomas Kadziolas hænder.

Mange andre gjorde som dronning Mary og klappede den sidste skulptur. Foto: Esben Cronbach-Christensen

De 12 sten i Dodekalitten

  • Baldur

  • Lodir

  • Y'dis

  • L'nir

  • Ikke navngivet - skulpturen forbliver ufærdig.

  • L'dis

  • Røst

  • Vindel

  • Kvidis

  • Haenir

  • Varendis

  • Ymrir