Dermed er det slut med store teaterproduktioner på scenen, der første gang var i brug i 1916. NørregadeTeatret rykkede ud i Hylddalen i 1998. På det tidspunkt var det lollandske teater endnu ikke blevet egnsteater, men der var en lyst til at prøve store produktioner af.
I 2007 spillede NørregadeTeatret den store musical "Les Miserablés" i Hylddalen. Arkivfoto: Anders Knudsen
For næsten 30 år siden, da teatret debuterede under bøgetræernes blade med "Elverhøj", var der helt sikkert masser af drømme om fremtiden, men at friluftscenen de næste tre årtier skulle lægge scene til nogle af de største musicals, havde teaterdirektør Frank Rubæk næppe turdet tro på.
Det er efter min mening den absolut bedste forestilling, som vi har sat op som teater.
Frank Rubæk
Men sådan er det blevet. Især efter teatret fik status af egnsteater. De store forestillinger i Hylddalen er nærmest blevet en signatur. Men når august går på hæld, er det forbi. Teatret forlader friluftscenen, der ikke længere er i en stand, så den kan bruges hvert andet år til tusinder af publikummer.
Her har han været med til at give "Les Miserablés" og "Miss Saigon" lollandsk liv. To af verdens største musicals. Teatret har spillet Sebastians musicals "Cyrano" og "Aladdin", hvor den sidste både havde en rigtig kamel og en elefant på scenen - dog var der ikke tale om cirkuselefanten Ramboline, der flyttede til Knuthenborg, og havde kamelen Ali som sin bedste ven.
Gal komedie var toppen
For teaterchef Frank Rubæk betyder hver enkelt forestilling noget specielt, men der er især én, som står hans hjerte nær.
- Der har været et par stykker, hvor alt bare faldt i hak. Vi har godt nok haft mange gode oplevelser i Hylddalen, og vi har lavet nogle pissegode forestillinger, og min egen yndlingsforestilling var "The Producers", fortæller han.
Hylddalen har taget mange forskellige udtryk. Her er det tiden efter Vietnamkrigen i "Miss Saigon". Foto: NørregadeTeatret
Mel Brooks' forrygende komedie, der også er kendt som "Forår for Hitler", havde tre år tidligere haft stor succes på Det Ny Teater. Her spillede Ole Thestrup forrygende som den Hitler-elskende nynazist Franz Liebkind. En rolle han fik lov at gentage i Maribo.
- Det er efter min mening den absolut bedste forestilling, som vi har sat op som teater. Den havde det hele. Ole Thestrup og Søren Spanning på scenen, otte dansere, 50 kvinder i prikkede kjoler, stort orkester og en fantastisk scenografi. Det var virkelig toppen, mindes teaterdirektøren.
Men der har også været modgang. Vejret er altid en ukendt faktor, og helt galt gik det ved premieren af "Doktor Zhivago" i 2018, hvor det blev regulært uvejr, med noget nær skybrud, storm og torden. Da store grene begyndte at falde ned måtte premiereforestillingen aflyses og 1.000 gæster sendes hjem. Men faktisk har den danske sommer oftest vist sig nådig overfor teatret.
Mens "The Producers", "Les Miserablés" og "Miss Saigon" er sværvægtere på musicalscenen, som ofte trækker publikum fra hele landet, så har der også været tider, hvor teatret måtte kæmpe for at trække folk til. Fortællingen om "Cyrano" blev en dyr fornøjelse, som slet ikke faldt i publikums smag. Det var også sværere end forventet at trække folk til, da teatret for to år siden spillede "My Fair Lady", og årsregnskabet gav et stort minus for egnsteatret.
- Vi kan godt mærke, at interessen blandt publikum heller ikke er den samme som den var tidligere. Derfor er det måske også meget fornuftigt at sige stop nu, inden det en dag ender med at blive helt katastrofalt, siger Frank Rubæk.
Hylddalen blev første gang brugt som scene, da Det Kongelige Teater satte "Elverhøj" op i 1916. NørregadeTeatret debuterede på friluftsscenen i 1998 med selvsamme forestilling, og har gennemsnitligt været på scenen hvert andet år. Der har dog været enkelte små pauser undervejs.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Hvorfor skal et datacenter på Nordfalster sluge al vores grønne strøm?
NFC-rengøringssag forsvandt fra dagsordenen: Her er forklaringen
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland
Nykøbing-rektor reagerer på sammenlægning
Efter stor forandring: Nu reagerer Lolland-rektorer
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet