Lolland

Den røde linje for byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, Benny Damgaard, er lukning af skoler i landdistrikterne. Arkivfoto: Palle Nevad Frandsen

Tre partier er smidt ud: Vil ikke lukke skoler på landet

Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er ude af budgetforhandlingerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er ikke længere med i budgetforhandlingerne, hvor der skal finde besparelser for i nærheden af 75 millioner kroner på det lollandske budget for 2027.

Så meget skal der spares

Lolland Kommune har i begyndelsen af august meldt ud, at der i år var udsigt til at mangle mere end 500 millioner kroner for at få budgettet for 2027 til at gå op.

Siden er arbejdet med Budget 2027 skredet frem, og det samlede regnestykke ser nu bedre ud. Før udmeldingen om særtilskud manglede Lolland Kommune cirka 298 millioner kroner i budgettet for 2027. Efter udmelding om næste års særtilskud er den økonomiske udfordring for næste år kommet ned i nærheden af 75 millioner kroner.

Kilde: Lolland Kommune

Begge partier vil ikke lægge ryg til at lukke skoler på landet, og derfor er de blevet bedt om ikke at komme igen, når byrådspolitikerne fortsætter forhandlingerne om næste års budget.

Spar på godtgørelse

Mikael Andersen, DFs enmandshær i byrådet, siger, at der ikke skal lukkes hverken landskoler eller haller. I stedet vil Dansk Folkeparti have rundbarberet den kommunale administration og kigget nærmere på, om der kan spares på kørselsgodtgørelse til byrådets medlemmer.

- Det er jo småpenge set i forhold til, hvor meget der skal spares. Hvor skal der ellers spares?

- Vi er jo nye i byrådet, og vi har ikke været dygtige nok til at komme ned i tallene, så jeg er den forkerte at spørge, siger Mikael Andersen.

Vil vende strømmen

DF Lolland mener, at i stedet for at lukke skoler på landet, kan Lolland Internationale Skole i Maribo undværes.

- De fleste elevers forældre arbejder på Femern-projektet og når det er færdigt, forsvinder de alligevel fra Lolland.

Flere end 100 børn og voksne fra Østofte og Søllested var for nylig mødt talstærkt foran byrådssalen for at få politikerne til at "holde nallerne" fra deres skoler. Arkivfoto: Bjørn Brylle Petersen

- Vi vil gerne vende strømmen, så skolerne i Østofte og Søllested bevares, og den internationale skole lukkes, siger Mikael Andersen.

Med den udmelding er DF ikke længere en del af budgetforhandlingerne.

- Det er jeg ikke ked af. Der er for meget, jeg ikke vil stå model til, siger han.

Punktum

Danmarksdemokraternes Benny Damgaard forklarer, at det er udsigten til lukning af skoler i landdistrikterne, der var dén røde linje, som blev overtrådt.

Vi lukker ikke landskoler. Punktum.

Benny Damgaard, byrådsmedlem valgt for Danmarksdemokraterne

- Som udgangspunkt er vi ude af forhandlingerne. Vi lukker ikke landskoler. Punktum, siger han.

Men han understreger, at der er en kattelem, som Danmarksdemokraterne kan gå ind ad. Men det kræver, at Lolland Kommune får del i de penge, som regeringen har sat af til at undgå, at landskoler lukkes.

- Hvis der kommer et tilsagn om, at der kommer penge, så alle skolerne i Lolland Kommune kan bevares, så er vi med igen, siger Benny Damsgaard.

EL ude 

Enhedslisten slutter sig til rækken af partier, der ikke længere sidder med i forhandlingerne om næste års budget.

- Vi har prøvet at komme med nogle alternative forslag til besparelser, men vi skulle tage hele pakken, eller også skulle vi tage ingenting, siger Enhedslistens Birthe Lauridsen.