Guldborgsund

Udvalgsformand Bob Richard NIelsen (Æ) nævnte over for de godt 100 fremmødte borgere muligheden for stadigvæk at påvirke i alt 26 millioner kroners vej til fremtidig byudvikling i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen
Udvalgsformand Bob Richard NIelsen (Æ) nævnte i foråret på et velbesøgt borgermøde på Hotel Saxkjøbing muligheden for stadigvæk at påvirke den fremtidige byudvikling i Sakskøbing. Foto: Kim Møller Pedersen

Udvalgsformand standser byudvikling: - Det her er overhovedet ikke medborgerskab

Sakskøbings mangeårige byfornyelse nåede tidligere på året at blive centrum for flere borgermøder og brug af standsningsret i tre politiske udvalg. Nu bliver et forsøg på lynhurtig byudvikling på Torvet bremset af udvalgsformand, der ikke kan få øje på medborgerskabet.

Offentliggjort

- Det her er ikke det, der var planen med at skabe medborgerskab. Så det har jeg stoppet.

Sådan siger Bob Richard Nielsen (Æ), der er formand for Landdistrikts-, Bosætnings- & Medborgerskabsudvalget i Guldborgsund Kommune, om det resolutte træk i håndbremsen, han netop har foretaget i forhold til et igangsat torveprojekt i Sakskøbings byfornyelse.

Bordtennis og petanque

Bag torveprojektet, som man netop har kunnet løse om hos Folketidende, står byrådspolitiker og Sakskøbing-borger Janne Hansen samt hotelejer Claus Meyer. Projektleder for byfornyelsen i Sakskøbing Marte Lyngaas har ligeledes været inde over projektet med nye bordtennisborde, petanquebane, skak- og backgammonmøbler samt en lille torvescene. Der er arbejdet hurtigt, og tilladelsen til projektet kom i hus på blot fire dage. Alt er bestilt hjem og pakket og klart til at blive rullet ud oven på weekendens Sommer i Sakskøbing-festligheder med Kandis-koncert, klovneløb og meget andet på Torvet.

Kan ikke have det

- Vi kan ikke have, at en byrådspolitiker og en hotelejer alene sætter sådan et projekt her i gang. Om end det kun er på prøve, og selv om vi har en projektleder fra kommunen inde over, så har jeg valgt at stoppe det. Jeg ved heller ikke, om projektlederens arbejdsmandat er til at kunne sætte den her forsøgsordning igang, siger Bob Richard Nielsen til Folketidende.

Personligt synes Bob Richard Nielsen, at det igangsatte torveprojekt - som altså er et forsøg og midlertidigt frem til septembers frugtfestival på Torvet - er "en fantastisk idé".

Måske i større skala

- Jeg kunne se det for mig, men måske i en større model eller større skala, så vi også fik arealet foran Café Hylias med indover også. Det vil være en større udgave, end de har fundet på. Forsøgsprojektet er supergodt, men det er vokset ud af en maven på en byrådspolitiker og en hotelejer. Det går bare ikke, forklarer udvalgsformanden, der selv har rødder i Sakskøbing.

Bag om økonomien i Sakskøbings byudvikling

  • Sakskøbing Byrum er en byfornyelse planlagt fra marts 2021 til første halvår 2024. 

  • Efterfølgende er byfornyelsen lagt sammen med midler fra den statslige pulje Frie Bymidter, hvor Sakskøbing i 2024 endte med at være en af de 14 udvalgte byer til at få tildelt støtte.

  • Folketinget vedtog i 2024 en lov om forsøgsordning for frie bymidter, og dermed kunne de 14 udvalgte byer gå i gang med konkrete indsatser for at forsøge på skabe mere liv i bymidterne.

  • De kommuner, som indgår i forsøgsordningen, forpligter sig til i samarbejde med lokale aktører at etablere velfærdscentre med lokale velfærdstilbud, der kan understøtte bylivet og styrke den nære velfærd.

  • Forsøgsordningen løber fra 2024 til 2029, og indsatserne i bymidterne vil blive midtvejsevalueret i 2027 og slutevalueret i 2030.

  • Loven giver Sakskøbing muligheder for en udvidet adgang til dispensationer fra lokalplaner, tilskud til leje af ubenyttede erhvervslejemål, erhvervelse eller leje af bebyggede ejendomme til borgernære velfærdsfunktioner, udlejning af lokaler i velfærdscentre samt uddeling af adfærdsfremmende gaver.

  • Ansøgningen til Frie Bymidter-puljen på i alt 130 millioner kroner kastede cirka 15,5 millioner kroner af sig til udvikling af Sakskøbing.

  • Det fremgik af et bymøde i Sakskøbing i maj i år, at der ifølge udvalgsformand Bob Richard Nielsen er godt 25 millioner kroner tilbage at gøre godt med i den samlede aktuelle byudvikling i Sakskøbing.

De nævnte konkrete tiltag i forsøget på torveudvikling er sat sammen med en afspærring i den ene ende af Torvet foran Hotel Saxkjøbing. Obg den afspærring kunne Bob Richard Nielsen altså godt se blive realiseret. Han konstaterer også, at alt med bordtennisborde, en lille torvescene osv. alt sammen i store træk svarer nærmest fuldstændig til det, der er blevet nævnt som borgerønsker gennem årene med indsamling af idéer til Sakskøbings byfornyelse.

Havde stået der allerede

- Hvis ikke Guldborgsundlisten havde valgt at bruge standsningsretten til at standse byudviklingen, så havde der allerede i dag stået caféborde i forlængelse af Juniorsgade samt bordtennis og petanquebane og alt det andet i forsøgsprojektet. Men Guldborgsundlisten og Janne Hansen mente jo netop ikke, der var nok medborgerskab i byudviklingen. Så kan man ikke komme her to måneder senere, den samme byrådspolitiker, og lave et projekt uden medborgerskab. Det kan jeg ikke bare sidde og kigge på, siger Bob Richard Nielsen.

Han har som sagt egenhændigt valgt at standse torveforsøget. Udvalgsformanden mener, at projektet modarbejder den proces, der er sat i gang med at finde frem til de medlemmer, som skal sidde i styregruppen Sakskøbing Gruppen. Det skal efter planen ske senest 12. august - altså om cirka tre uger.

Har lovet udvalget

Kan det ikke være ligemeget at vente på Sakskøbing Gruppen, hvis det alligevel er nærmest det samme projekt, der bliver sat i gang?

- Nej. Der vil være en proces hen over sommeren, hvor man samler en så bred repræsentation af Sakskøbings borgere som muligt i styregruppen, og så skal de tage stilling til projektet. Nu har jeg lovet mit udvalg, efter det byrådsmøde hvor byudviklingen i Sakskøbing kom tilbage til mit udvalg, at nu bliver byudviklingen på baggrund af, hvad man beslutter i Sakskøbing Gruppen, siger Bob Richard Nielsen.

Hvis Sakskøbing Gruppen, når den efter planen er nedsat om cirka tre uger, finder torveforsøget som et passende initiativ, så kan Bob Richard Nielsen med egne ord "sagtens leve med det".

- Hvis tingene står klar, så kan de hurtigt blive sat op. Men det skal foregå i medborgerskab. Det må ikke være en beslutning taget af enkeltpersoner. Det her er ikke stoppet, fordi jeg ikke kan lide projektet. Det handler udelukkende om, at der er aftalt et forløb, hvor vi skal indrage Sakskøbings borgere, understreger Bob Richard Nielsen.