KV25

Anes Halilovics kampagnehold inddrog mange unge, men kernen af de 12 venner var med hele vejen. Privatfoto

Usædvanlig valgkamp viser, hvad de unge vil have

Han var valgets yngste kandidat og tilgangen til kampagnen var helt anderledes, nu sidder han som partiets næststørste stemmesluger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et hold på 12 gutter var en del af Anes Halilovics kerne under valgkampen. Selvom det var den 19-åriges første kampagne som kandidat, fløj han ind på et stærkt mandat i byrådet.

Hvem er Anes Halilovic?

  • 19 år
  • Medlem af kommunalbestyrelsen i Lolland Kommune pr. 1.1.26
  • Studerer til lærer
  • Formand for basketballklubben Nakskov 49’ers
  • Træner og leder af Frivilligfællesskab Lolland
  • Har været frivillig siden 2017 bl.a. i flere lokale initiativer der skal styrke børn og unges muligheder, det frivillige fællesskab og Lollands fremtid.
  • Bor i Nakskov

En stor grund til det, tør han godt kæde sammen med hans anderledes tilgang til at føre kampagne.

- Det er en alternativ valgkamp, noget anderledes end den klassiske måde, siger Anes Halilovic (S), der har fundet tid til at tale med Folketidende i sin pressede kalender med læreruddannelse og forberedelse til byrådsarbejdet i 2026.

Tusinder af følgere

Med en fremgangsmåde, der minder om en generation Z'sk Zohran Mamdani, som er blevet borgmester i New York efter en nytænkning af valgkampen, krydret med et strejf af selvironi, indprenter Anes Halilovics videoer sig på nethinden.

- Jeg startede med et par hundrede følgere på sociale medier, nu har jeg over 300 til 400 på Instagram, 1.000 på TikTok og 800 venner på Facebook. Altså det har gjort noget, den her valgkamp. Og især fordi jeg tror, at en del af de stemmer, jeg har fået, er derfra, siger en glad Anes Halilovic, der har fået at vide fra flere unge efterfølgende, at de har stemt på ham på grund af hans videoer.

Den unge socialdemokratiske stjerne blev valgt til byrådet med næstflest stemmer i gruppen. Kun den afgående borgmester Holger Schou Rasmussen (S) fik flere stemmer end Anes Halilovic.

Kvart million ser med

Fokus har fra start været på sociale medier og at føre en valgkamp, der inddrager de unge. En vælgergruppe, der er historisk svær at engagere og få til valgurnerne.

Men med hjælp fra de 12 venner, er det lykkedes Anes Halilovic at sætte fut i de unge vælgere med hjælp fra videoer på sociale medier. Faktisk var vennegruppen inddelt i forskellige "udvalg", som havde ansvaret for forskellige dele af valgkampen.

Nakskovdrengen Anes Halilovic (S) er klar til at tage det store ansvar i Lolland Byråd. Foto: Nicklas Linnemann

Nogle stod for flyers, andre for merchandise og selvfølgelig en gruppe for sociale medier.

- Vi har jo været i gang med valgkampen siden april, hvor vi har siddet og planlagt alt det her. Og så har vi først givet den gas efter sommerferien, siger Anes Halilovic (S).

Reglerne var simple: humor skulle være i centrum for videoerne, som har figureret på de nye mediers platforme. Og det betalte sig. En kvart million afspilninger på TikTok, hvor han har over 1.000 følgere, viser, at de unge vælgere gerne vil politik - det skal bare serveres på en anderledes måde.

Et eksempel på en video viser en ung mand, der i tvivl om, hvem han skal stemme på. Han slentrer ned ad gågaden, og der er mange socialdemokratiske kandidater, der deler flyers, roser og bolsjer ud - men Anes Halilovic kan meget mere end det: Hos ham får man en knaldrød dynejakke - og det afgør for den unge mand, hvor han skal sætte sit kryds. Samtidigt leverer han et skud ironi over alle de "gaver", politikerne deler ud op til en valg.

At blive statsminister

En hjørnesten i kampagnen er Oliver Addison. En nær ven, som har stået ved Anes Halilovics side fra start.

Oliver Addison har stået ved Anes Halilovic i lang tid. Privatfoto

- Det var den dreng, jeg ringede til midt om natten og sagde, at jeg ikke troede på det her - at det kunne lykkes. Og så kunne han næsten få mig til at tro, at jeg bliver statsminister, siger Anes Halilovic.

Vennegruppen

Oliver Addison

Milas Pinarbasi

Bastian Andersen

Tobias Slot Larsen

Emil Rivli Jensen

Kerim Peskovic

Ike Addison

Nihad Osmanovic

Samir Asimovic

Jesper Leonhardsen

Emran Rahmani

Marcus Grell Sørensen

Flere af vennerne kender Anes Halilovic gennem frivilligt arbejde, hvor han sammen med en gruppe har dannet basketballholdet Nakskov 49'ers.

Det var især de dårlige meningsmålinger, som sendte Socialdemokratiet en vælgerlussing, der gjorde det svært for den 19-årige at turde tro på at blive valgt.

I dag sidder han i byrådet med 343 personlige stemmer - hvilket er flere stemmer end nogle af spidskandidaterne fra andre partier. Og arbejdet med sociale medier er ikke overstået.

Stopper ikke nu

"Jeg glæder mig til det store samarbejde. Sammen med jer.", sådan slutter Anes Halilovic sin seneste video af på TikTok. Videoerne stopper ikke nu, når han er valgt ind, lover han.

At vise, hvad en lokalpolitiker egentlig laver, er Anes Halilovics plan. Han håber på, at det kan engagere flere unge til at stille op eller blive en aktiv del af demokratiet.

Planen er, at Anes Halilovic og de venner, der har lyst, mødes en gang om måneden og planlægger, hvilket indhold, der skal produceres for fremtiden. Samtidig ønsker han at inddrage flere unge i politikudviklingen. Som næstformand i borgerinddragelsesudvalget ønsker han at garantere unges indflydelse.

Anes Halilovic er endnu ikke sikker på, hvordan det skal foregå, men han kommer sikkert til at invitere andre unge til at mødes og tale om, hvordan Lolland Kommune skal se ud - også de unge, han ikke deler politisk ståsted med.

- Jeg vil gøre mig umage med stadig at høre de unges stemmer, siger Anes Halilovic.

Se et eksempel på en af valgkampagnevideoerne herunder: 

@aneshalilovic06 En uge til valget!🌹 Nihad havde svært ved at beslutte sig… men efter en tur forbi valgbutikken – ja, så var der vist ingen tvivl længere😄💪🏼 Det har været en fantastisk valgkamp indtil nu – fyldt med gode snakke, grin, politik og masser af opbakning❤️ Nu giver vi den fuld gas den sidste uge, helt frem til tirsdag🙌🏼 👉🏼 Du kan møde os over hele Lolland de næste dage – og du er altid velkommen til at kigge forbi valgbutikken til en snak og en kop kaffe ☕ Hvis du heller ikke helt har besluttet dig endnu, så kig forbi – måske ender du som Nihad😉 Stem personligt - Anes Halilovic - 18. November🌹 #fyp #danmark #lolland #sjælland #bosna ♬ original sound - Aneshalilovicc