Valentinsdag

Tommi Ewers fra Byens Ure & Guld i Nakskov har gjort klar med valentins-udstilling i vinduet - men forventer, at kunderne først kommer i sidste øjeblik. Foto: Lisbet Rasmussn

Valentinsmykkerne er klar i Nakskov - men guldsmeden forventer først et ryk i sidste øjeblik

Udstillingen er på plads, og de romantiske symboler er fundet frem. Alligevel har Valentinsdag endnu ikke sat tydelige spor i salget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvordan skal du fejre kærligheden?

Lørdag er det valentinsdag. Er det noget, du skal fejre og med hvem? Send os gerne en kort tekst om, hvem du skal fejre den med og hvorfor – og har I planlagt noget særligt?

Skriv til os på nyhedsdesk@folketidende.dk

I Byens Ure & Guld i Nakskov er vinduet gjort klar til valentinsdag. Der er sat en udstilling op med hjerter og klassiske valentinsmykker - men indehaver Tommi Ewers kan endnu ikke mærke den samme tydelige forpremiere på kærlighedsdagen, som flere blomsterbutikker på Lolland-Falster fortæller om.

- Vi kan faktisk ikke rigtig mærke det endnu. Det plejer at komme i sidste øjeblik, siger Tommi Ewers.

Han forventer med andre ord, at mange først rammer butikken fredag eller på selve dagen - som i år falder på lørdag.

- Det er typisk noget, der bliver købt i sidste øjeblik, siger han og peger samtidig på, at Valentinsdag ikke er en dag, alle nødvendigvis går op i.

Hjerter og valentinstema fylder i udstillingen hos Byens Ure & Guld - butikken er klar, hvis kunderne får travlt i sidste øjeblik. Privatfoto

- Det er en lidt amerikaniseret dag, lyder vurderingen fra Nakskov.

Hjerter i vinduet

Når kunderne endelig går efter valentinssmykker, er der ifølge Tommi Ewers en klar klassiker.

- Hjertesmykkerne er det, der typisk går igen, siger han.

Samtidig fortæller han, at det for mange handler om at finde en gave, der både føles romantisk og “sikker” - og som kan ligge klar i en æske, hvis man kommer i tanke om dagen sent.

Prisniveauet kan også svinge meget. Nogle vælger små gaver, mens andre går efter noget i den dyre ende.

- Det kan sagtens være 5-6.000 kroner, siger Tommi Ewers om de gaver, der af og til ryger over disken.

De små ting

Hos Guldsmedens Værksted i Maribo kan de godt mærke, at valentinsdag får nogle til at kigge efter det lille ekstra - typisk i den romantiske kategori.

- Det er ofte de små ting: et lille hjerte, et lille valentinsmykke, siger Annika Rasmussen, der arbejder i butikken.

Hun oplever, at kunderne i Valentins-perioden ofte ligger i et prisniveau tæt på 1.000 kroner.

Smykkerne kommer senere

Hvor blomsterbutikker flere steder allerede meldte om travlhed og forudbestillinger, tyder meget på, at smykkehandlen ofte får sit største ryk tættere på selve dagen.

Og mens blomsterhandlerne fortæller, at den klassiske røde rose for flere er på vej ud til fordel for mere moderne buketter, peger guldsmedene på, at Valentinsdag i smykkedisken ofte lander i de sikre symboler: hjerter, små romantiske detaljer - og gaver, der kan købes hurtigt, når man kommer i tanke om datoen.

Ikke en enkelt bestseller

I Nykøbing Falster lyder det mere afdæmpet hos Keis Guld & Sølv, hvor indehaver Rikke Keis ikke beskriver Valentinsdag som en salgsdag, der skiller sig markant ud.

Hos Keis Guld & Sølv i Nykøbing Falster er der også valentinsgaver på hylderne - men indehaver Rikke Keis oplever ikke én klar bestseller op til dagen. Foto: Lars Hovgaard

- Jeg synes ikke, der er en decideret valentins-bestseller. Det er ikke sådan, at én ting stikker af, siger hun.

Men butikken har stadig et udvalg til dem, der vil holde sig til temaet.

- Vi har selvfølgelig også gaver med hjerter, hvis det er det, man går efter, siger Rikke Keis.