Jan Sørensen vil hellere have bedre service i kommunen end lavere skat. Foto: Kristoffer Lindegaard
Vi skal investere - ikke bare drifte
Jan Sørensen, direktør i MSE Entreprise i Nørre Alslev, ser et stort behov for, at kommunen sætter mere fart på udvikling og investeringer. For ham handler kommunalvalget i november især om erhvervsliv og jobskabelse, boligpolitik og bosætning samt kommunens økonomi og skattepolitik.
Baggrund: Uddannet gartner. Har været en del af MSE i 39 år og direktør/ejer i 27 år.
Erhverv: Direktør for MSE Entreprise med ca. 250 ansatte. MSE udfører anlægsarbejde på Sjælland og øerne.
Mærkesager: Mere kommunal investering og udvikling, hurtigere sagsbehandling, flere attraktive boliggrunde og jobmuligheder for hele familier.
For Jan Sørensen er en stærk, voksende kommune afgørende for, at MSE, med omkring 250 ansatte, kan fortsætte med at skabe lokale arbejdspladser.
- Det vigtigste for os er, at vi har et godt hjemmemarked. Derfor ser jeg gerne, at kommunen investerer i fremtiden og ikke bare nøjes med at drifte. Det behøver ikke at være overinvesteringer, men der skal være en plan for løbende udvikling og nye projekter, siger Jan Sørensen.
- Jeg ser gerne skatten nedsat på sigt, men det vigtigste nu er, at vi investerer og udvikler kommunen.
Jan Sørensen
Hvad mener læserne?
Vi har stillet 381 læsere en
række spørgsmål.
Hvad vil de have, at valget
skal handle om? Hvad går de op i? Hvordan oplever de udviklingen på
Lolland-Falster?
Vi har analyseret og
bearbejdet svarene, så har vi talt med læserne og nu fremlægger vi læsernes
ønsker til valget.
Det er nemlig jer, det
handler om i år. Det er Vores Valg.
MSE udfører store anlægsopgaver som fjernvarme, kloak og gravefri dræning på Sjælland og øerne. Som direktør gennem 27 år, og tredje generation i virksomheden, mærker Jan Sørensen tydeligt, hvor vigtige kommunale investeringer er.
Attraktive boliger er afgørende
Ifølge Jan Sørensen er manglen på attraktive byggegrunde en af de største hæmsko for tilflytning og for, at nye virksomheder kan finde den rette arbejdskraft.
Annonce
- Det er lidt sørgeligt at se, hvor få muligheder der er for at tiltrække mennesker nordfra, som gerne vil bygge et hus her. Der er stort set ikke nogen grunde at få. Vi skal udlægge arealer der, hvor folk faktisk ønsker at bo, primært i og omkring Nykøbing, og sørge for, at boligerne er attraktive for både faglærte og akademikere.
Han understreger, at tilflytning kræver mere end huse. Hele familien skal kunne se en fremtid her.
- Hvis en akademiker flytter hertil for et job, skal ægtefællen også kunne finde arbejde. Kommunen bør være moderator for et samarbejde mellem virksomheder og Business Lolland-Falster, så man kan tilbyde begge parter job og hjælpe med at finde de rigtige skoler og institutioner, siger Jan Sørensen.
Bedre service før lavere skat
Jan mener, at investeringer er nødvendige for at udvikle kommunen i en positiv retning.Foto: Kristoffer Lindegaard
Jan Sørensen oplever, at langsom sagsbehandling og manglende bemanding i kommunen bremser udviklingen.
- Hvis du vil bygge her i kommunen, skal du forvente, at der går lang tid med plangrundlag og lokalplaner. Det er ikke medarbejdernes skyld, for de knokler, men der er simpelthen ikke nok af dem. Kommunen bør ansætte flere eller købe konsulenter ind, så projekterne ikke bliver bremset, men kan skabe vækst, siger han.
Vi skal bruge penge på udvikling
For Jan Sørensen, der i øvrigt er medlem af Det Konservative Folkeparti, er lavere skat mindre vigtigt end at få sat gang i vækst og bedre service.
- Jeg ser gerne skatten sat ned på sigt, men det vigtigste nu er, at vi investerer og udvikler kommunen. Når vi har fået flere til at betale skat, kan vi sætte skatten ned bagefter. Jeg vil faktisk hellere have, at servicen bliver en smule bedre, eller mindst forbliver god, og at vi bruger flere penge på udvikling. Det er en bedre investering på længere sigt end at sænke skatten med det samme, siger Jan.
Han peger også på, at en stærkere kommunal økonomi blandt andet kunne bruges på kulturtilbud og institutioner, som kan gøre området mere attraktivt for unge familier.
Annonce
- Vores styrke er, at vi både kan skabe og fastholde lokale arbejdspladser, men det kræver, at kommunen tænker ambitiøst og tør investere, siger Jan Sørensen.
Når vælgerne i november går til stemmeurnerne, håber han, at udvikling bliver et centralt tema.
- Mit budskab til politikerne er enkelt: Vi skal investere og udvikle vores område - ikke bare drifte, siger Jan Sørensen.