Parret i yacht-sagen har begge anket deres domme til landsretten med henblik på frifindelse. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau ScanpixIda Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Yacht-par slipper indtil videre for afsoning
De dømte har anket for frifindelse, mens Anklagemyndigheden endnu overvejer, om den vil gå efter en hårdere straf.
Anklagemyndigheden gik efter en højere straf, end parret i yacht-sagen blev dømt til.
Anklager Johanne Holm fortalte efter sagens afgørelse, at man endnu ikke har afklaret, om også anklagemyndigheden vil anke sagen til landsretten med henblik på en højere straf.
Uagtet Anklagemyndighedens beslutning har begge de dømte dog anket sagen til landsretten for frifindelse, og derfor vil den som udgangspunkt blive taget op igen.
Det betyder også, at sagen ikke anses for afsluttet - og det har afgørende betydning for, hvornår og om de dømte skal afsone straffen.
Ankesager
Når hammeren falder i retssager, afgøres to ting: Er de dømte skyldige? Hvis ja, hvad er den retfærdige straf for lovovertrædelsen?
I yacht-sagen blev parret begge dømt skyldige. 58-årige Søren Holm Larsen straffes med tre års ubetinget fængsel, og 57-årige Mette Toxværd Larsen fik to års betinget fængsel. Hun blev også pålagt 300 timers samfundstjeneste.
Men når en straffedom er anket, bliver dommen som udgangspunkt ikke fuldbyrdet over for den, anken vedrører, før ankesagen er afgjort. Det betyder blandt andet, at Søren Holm Larsen ikke skal begynde at afsone den idømte ubetingede fængselsstraf, mens landsretten behandler sagen. For Mette Toxværd Larsen betyder det, at vilkårene i den betingede dom heller ikke er endeligt afgjort.
Forsvarer i sagen, Stefan Møller Jørgensen, har flere gange nævnt, at hans klient skal vente i 1,5 år, før sagen bliver taget op ved landsretten - og den tidsramme er ikke grebet ud af den blå luft.
I juli 2025 meldte Østre Landsret ud, at der kunne gå op til to år, før en sag kom for retten, hvis ikke der var tale om en arrestantsag.
Da parret ikke er varetægtsfængslet, er der i yacht-sagen ikke tale om en arrestantsag, og parret kan derfor risikere først at komme for landsretten om op mod to år.
Intet endeligt afgjort
Når endelig den kommer for landsretten, og hvis den - ligesom i byretten - behandles som en domsmandssag, er det tre juridiske dommere og tre domsmænd, der skal afgøre det endelige udfald. Undervejs vil landsretten, ligesom det skete i byretten, forholde sig til vidner, beviser og alt det andet, der hører sig til i en retssag.
Landsretten kan stadfæste byrettens dom, frifinde de dømte eller ændre dommen. Hvis kun de dømte har anket, kan landsretten dog som udgangspunkt ikke skærpe straffen. Det kan først komme på tale, hvis Anklagemyndigheden også anker eller kontraanker med påstand om en hårdere straf.
Intet er endeligt afgjort, før landsretten har behandlet ankesagen - medmindre sagen i helt særlige tilfælde får lov at gå videre til Højesteret.
Seneste artikler
Hjerteskærende fund i Idestrup: Tre killinger efterladt
Plejefar kaldt skyldig: - Jeg er rystet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst