Faderen var stærk - nu kommer knægten

Elias Nilsson var i sidste sæson anfører for Nykøbing FC's sjællandsseriehold. Nu har han bidt sig fast på 2. divisionsholdet, der i aften møder Frem på hjemmebane. Foto: Ingrid Riis

Tålmodigheden er blevet belønnet for ung NFC-spiller, der nu har fået sit gennembrud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med hårdt og tålmodigt arbejde kan man nå langt.

Det er Nykøbing FC's forsvarsspiller Elias Nilsson et lysende eksempel på.

Det lå ikke i kortene før sæsonen, at han skulle tilspille sig en fast plads i falstringernes midterforsvar, men skader til mere rutinerede spillere og den gamle sandhed om, at gribe chancen, når den opstår, har været vejen frem for Elias Nilsson, der markerede sig stærkt i pokalkampen mod Svebølle i andres fravær, og det gav ham chancen i startopstillingen mod AB og også i søndags mod Thisted. Og alt tyder på, at han starter inde igen i aften, når Nykøbing FC møder Frem hjemme i Lollands Bank Park i sæsonens anden hjemmekamp.

- Det håber jeg da. Jeg er glad for, at jeg har fået chancen, og synes også jeg har grebet den. Efter den første pokalkamp fik jeg meget ros, lyder det beskedent fra Elias Nilsson, der har trænet med førsteholdstruppen i godt et års tid, og været anfører for klubbens andethold, der i sidste sæson vandt Sjællandsserien, men det er først nu, at han for alvor har bidt sig fast på førsteholdet.

Kigget min vej

- Det er dejligt, at der nu bliver kigget min vej. Det hårde arbejde man har lagt lønner sig, lyder det fra Elias Nilsson, der lige så beskeden som sin far Håkan Nilsson, der spillede for Nykøbing F. Alliancen i 00´erne og af mange betegnet som den bedste forsvarsspiller i Nykøbing-klubben i nyere tid.

- Han slog også selv sent igennem som fodboldspiller, og har givet mig det råd, at jeg skal være tålmodig. Så skal chancen nok komme, siger Elias Nilsson, der spiller samme plads på banen, som sit faderlige ophav.

- Han støtter mig hele vejen igennem, og kommer med gode råd. Han har været igennem det hele, så det er dejligt, at kunne søge råd hos ham. Vi snakker selvfølgelig meget fodbold derhjemme, siger Elias Nilsson, der lige nu spiller som amatør, men han håber på, at en kontrakt med tiden kan komme på tale.

- Ja det håber jeg da på, men det er jo op til Claus (Jensen, red.) at bestemme det. Jeg klør bare på, og gør alt hvad jeg kan for at spille, lyder det fra Elias Nilsson, der i den kommende uge starter på studie, der gerne skulle gøre ham til markedsføringsøkonom, men undervisningen ligger på en måde, så han kan passe formiddagstræningen i Nykøbing FC.

Solstrålehistorie

Om der ligger en kontrakt lige om hjørnet til Elias Nilsson, er manden med beslutningen Claus Jensen altid hemmelighedsfuld omkring, men en ting vil han gerne slå fast.

- Elias er en rigtig solstrålehistorie på alle måder. Han arbejder forbilledligt på træningsbanen og leverer altid 110 procent på alle parametre. Man kan altid regne med Elias, og jeg synes han har taget muligheden. Selvfølgelig er der noget tilvænning i forhold til at spille på et højere niveau, men han lægger hele tiden på i niveau og han er eksemplet på, at hvis man bliver ved med arbejde seriøst og målrettet med sin fodbold, så kommer der et tidspunkt, hvor man får chancen, og jeg glæder mig meget på Elias' vegne over, at det er lykkedes ham at bide sig fast på holdet, siger cheftræner Claus Jensen.

Der er kampstart kl. 19:00 på Lollands Bank Park og kampen kan streames direkte på FolketidendePlay og høres på Radio SydhavsØerne.