NFC-træner før lang udebanetur: - Vi har det godt i Thisted

Det ligner genvalg til Asger Højmark-Jensen i startopstillingen mod Thisted. Foto: Ingrid Riis

Træner Claus Jensen tager brodden af lang bustur ved tage afsted allerede lørdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Intet bliver overladt til tilfældighederne i jagten på at få tre point med hjem, når Nykøbing FC i morgen eftermiddag spiller på udebane mod Thisted.

En lang bustur i benene er sjældent befordrende for en god indsats på grønsværen, og derfor har Nykøbing FC booket hotel i Thisted, hvor de overnatter inden søndagens kamp.

- Vi tager afsted efter formiddagstræningen lørdag og begiver os derefter mod Thisted, fortæller Claus Jensen, der glæder sig til turen.

- Med den nye trup vi har, er sådan en tur også vigtig. Vi er sammen på en lidt anden måde og får plejet de nye relationer med en dag ekstra sammen, så det er rigtig godt, siger Claus Jensen, der ikke er nervøs for modstanden og hvad der møder spillerne i det nordvestjyske.

- Vi ved det et bliver svært mod et hold, som vil gøre det svært for os og forsøge at sætte sig fysisk på kampen, men det er vi forberedt på. Vi ved godt hvad det er de vil, og jeg tror på, at vi har midlerne til at stå i mod det, konstaterer Claus Jensen, der har gode minder fra Lerpytter Stadion, hvor kampen spilles.

- Vi er jo tidligere rykket op i netop Thisted, så vi har rigtig gode minder derfra og har det rigtig godt i Thisted, lyder det fra cheftræneren, der endnu engang må undvære Jonathan Pank Iversen, der har karantæne, og så afviser han ikke at ændre på det hold, der vandt 1-0 over AB sidste fredag.

- Det kunne jeg sagtens finde på. Det er vigtigt at de unge spillere ikke spiller hver kamp, for det bliver for svært i længden. Vi skal være dygtige på, at dossere dem rigtigt, så de kan holde længere, siger Claus Jensen.

Der er kampstart søndag kl. 13:00 på Lerpytter Stadion i Thisted og kampen kan følges direkte på FolketidendePlay.