10.000 kroner mere til udlændinge gælder kun 2500 familier
Venstre har brugt eksemplet med 10.000 kroner ekstra til ledige indvandrere og uden at gøre opmærksom på, at det drejer sig om en lille del af dem, der modtager integrationsydelsen. Senest brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eksemplet i sin tale efter europaparlamentsvalget. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Venstre har flere gange brugt eksempel om, at ledige udlændinge vil få 10.000 mere om måneden.
Hvis en socialdemokratisk regering efter valget afskaffer integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, vil ledige udlændinge få 10.000 kroner mere om måneden i offentlige ydelser.
Sådan har det lydt fra Venstre flere gange i valgkampen. Men eksemplet vil højst gælde for 2500 familier med børn, hvor begge forældre er på integrationsydelse. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Det svarer til 20 procent af de familier og enlige, der modtager integrationsydelsen i dag.
Socialdemokratiet har dog sagt, at partiet ikke går til valg på at hæve de offentlige ydelser.
Alligevel har Venstre brugt eksemplet med 10.000 kroner ekstra til ledige indvandrere og uden at gøre opmærksom på, at det drejer sig om en lille del af dem, der modtager integrationsydelsen.
Senest brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eksemplet i sin tale efter europaparlamentsvalget.
- Vi skal ikke give 10.000 kroner mere om måneden til arbejdsløse indvandrere og flygtninge, som rød blok kræver. Det er den helt forkerte vej.
Det er dog en misvisende måde at beskrive effekterne af at afskaffe kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen på. Det mener Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten.
- De fremstiller det, som om rigtig mange flygtningefamilier vil få en check i hånden på 10.000 kroner, som de kan bruge i Tivoli eller på restauranter. Det er groft manipulerende, siger hun.
Ser man på familiernes rådighedsbeløb, vil det samtidig kun stige med cirka 4100 kroner om måneden, har Cepos og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregnet for avisen.
Det skyldes blandt andet, at prisen for at have børn i vuggestue eller børnehave stiger, hvis familien får en højere indkomst.
De fleste personer, der modtager integrationsydelse, er enlige uden børn. De vil få 3200 kroner mere i rådighedsbeløb om måneden, hvis integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet fjernes.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har ikke ønsket at stille op til interview med Jyllands-Posten.
Dog skriver hun i en mail:
- 10.000 kroner er det beløb, som ydelserne vil stige med til arbejdsløse indvandrerfamilier per måned. Derfor er det naturligvis det tal, vi har brugt.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned