22.000 danskere skal ud af fattigdom

Der skal værre 22.000 færre danskere i risiko for fattigdom i 2020, end der er i dag. Det melder Socialminister Benedikte Kiær (K) nu ud. Tallet er det danske bidrag til EU's fattigdomsplan, der skal resultere i 20 millioner færre fattige.

Udmeldingen kommer, selvom regeringen endnu ikke har sat tal på, hvor mange danskere, der lever i risiko for fattigdom. Der er heller ikke sat tal på, hvilke indikatorer man vil bruge til at måle fattigdom.

- Tallet er vi kommet frem til ved at se på de lande, vi normalt sammenligner os med. Det svarer eksempelvis meget godt til, hvad Tyskland bidrager med, hvis man tager højde for størrelsesforskellen, siger Bendikte Kiær.

Danmarks bidrag er dog et foreløbigt mål, inden regeringen til april skal fortælle EU, hvilke indikatorer den vil bruge til at måle, om Danmark lever op til sine forpligtelser.

Regeringen har dog allerede flere gange meldt ud, at man ikke vil acceptere en rent økonomisk grænse for fattigdom, ligesom man heller ikke vil bruge EU's nuværende officielle indikatorer.

De består ellers af tre forskellige parametre, der bygger på økonomi, materielle mangler og beskæftigelse, men tager ifølge socialministeren ikke højde for forskellene mellem EU-landene

Nye tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat, viser, at cirka en ud af seks danskere hører til en af de tre grupper mens blot en ud af 24 hører til alle tre grupper.

- Det viser, at Danmark sammenlignet med EU er klassens duks, men også at der er nogle, som falder igennem. Derfor er det vigtigt, at vi kan målrette vores indsat mere effektivt, og det vil de danske indikatorer hjælpe med, siger Benedikte Kiær.

Den danske udmelding kommer samtidig med, at EU-Kommissionen som afslutning på EU's fattigdomsår i år har offentliggjort en ny handlingsplan.

Den skal hjælpe medlemslandene med at overholde deres 2020-mål, ved at fokusere på nye og mere innovative måder, at hjælpe folk ud af fattigdom.

/ritzau/

Regeringen vil sænke antallet af fattige med 22.000 inden 2020, som en del af EU's samlede mål på 20 millioner

Offentliggjort Sidst opdateret