4.019.881 vælgere i Danmark kan stemme

4.019.881 vælgere bosat i Danmark kan stemme til folketingsvalget den 13. november, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vælgertallet er opgjort pr. 29. oktober og omfatter de vælgere, der den dag var registreret med bopæl i Danmark.

Sammenlignet med folketingsvalget i 2005 er vælgertallet steget med 19.496 eller cirka 0,49 procent. Det omfatter dog ikke de vælgere, der bor i udlandet, og som efter anmodning optages på valglisten i medfør af reglerne om udlandsdanskeres valgret til Folketinget.

En opgørelse over denne gruppe foretages først pr. 6. november, der er skæringsdato for optagelse af udlandsdanskere på valglisten. Den 6. november er også skæringsdato for optagelse af vælgere, der efter den 29. oktober flytter til Danmark fra udlandet. Så først den 7. november har ministeriet en samlet opgørelse over det samlede vælgertal ved folketingsvalget.
/ritzau/




Vælgertallet er opgjort pr. 29. oktober og omfatter de vælgere, der den dag var registreret med bopæl i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret