460 millioner kroner skal sikre bedre arbejdsmiljø
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kunne natten til torsdag lukke politisk aftale om arbejdsmiljøindsatsen. Enhedslisten er det eneste parti i Folketinget, der ikke er med i aftalen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kort før valget er der lavet en bred politisk aftale, som sikrer Arbejdstilsynet 460 millioner kroner.
Alle Folketingets partier - minus Enhedslisten - har indgået en ny aftale om arbejdsmiljøindsatsen.
Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, De Radikale og SF er blandt andet blevet enige om at tilføre Arbejdstilsynet godt 460 millioner kroner frem mod 2022.
Det indebærer en styrkelse af Arbejdstilsynets indsats for ordnede forhold. Arbejdstilsynet skal eksempelvis fremover fokusere mere på brancher, hvor der er størst risiko for nedslidning.
Aftalen tager udgangspunkt i de anbefalinger, som et ekspertudvalg for arbejdsmiljø præsenterede i september sidste år.
For mange bliver slidte og syge af at gå på arbejde. Og det skal aftalen lave om på. Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
- Vi har fra dag ét sagt, at det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark, uanset hvilken branche, man arbejder i, siger han i en pressemeddelelse.
- Vi har fået sat en tyk streg under, at vi tager arbejdsmiljøet alvorligt. Og så har vi fundet midler til at sikre en mærkbar forhøjelse af bevillingen til Arbejdstilsynet.
- Herunder til kontrollen med udenlandske virksomheder, så vi sikrer ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, siger ministeren.
Pengene til Arbejdstilsynet kommer efter en årrække med besparelser på netop det område. Det glæder Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen.
- Det er glædeligt, at vi nu løfter arbejdsmiljøindsatsen og gør mere for at forebygge dårligt arbejdsmiljø, ulykker, stress og nedslidning på landets arbejdspladser, siger han.
Leif Lahn Jensen tilføjer, at dette kun er første skridt i forhold til at forbedre arbejdsmiljøindsatsen.
Hos Dansk Folkeparti betegner beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted aftalen som "et historisk løft" til arbejdsmiljøindsatsen.
- Det er afgørende for os, at vi har ordnede forhold på hele arbejdsmarkedet. Og med denne aftale sikrer vi, at indsatsen styrkes, siger DF'eren.
Aftalen betyder også en skærpelse af bøder og sanktioner til virksomheder, der begår alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned