Flere ældre over 60 år fortsætter gerne på jobbet, selv om de kan gå på efterløn.
Det viser tal fra 3F-afdelingen Lager, Post og Service for medlemmer, som enten er over 60 år eller er gået på efterløn de seneste to år. I afdelingen er 114 blevet efterlønnere, mens 149 ikke har valgt ordningen, selv om de har fået et efterlønsbevis, skriver 3F's hjemmeside.
Tallene viser, at de fleste ældre helst vil arbejde videre, mener direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
- Billedet af, at folk stormer på efterløn, så hurtigt de kan, er forkert. De fleste vil hellere fortsætte med at arbejde, siger han.
- Desuden afspejler det ændringerne af efterlønnen. At det er mere gunstigt at vente, til man er 62 år. Satsen er højere, og der venter en skattefri præmie, siger Lars Andersen.
Undersøgelsen viser, at kun 11 blandt afdelingens 114 efterlønnere arbejder - i gennemsnit 16 timer om ugen. Knap halvdelen - 47 procent - af efterlønnerne får modregnet deres arbejdsmarkeds- eller kapitalpensioner. De mister i gennemsnit 28.000 kroner årligt.
- Det er trist, at ikke flere efterlønnere har arbejde ved siden af. Det er rart for mange stadig at have en tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det er en fordel for samfundet, mener Lars Andersen.
Hver tredje efterlønner var ledig, og halvdelen af dem kunne ikke længere få dagpenge, viser undersøgelsen.
- Det er dybt forkasteligt at blive ved at lægge efterlønnen for had. Folk arbejder så længe, de overhovedet kan, og mange efterlønnere har ikke andet valg, siger Bjarne Høpner, som er formand for Lager, Post og Servicearbejdernes fagforening.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned