Aftaleudkast: Roundup skal forbydes i dele af landbruget
Af et udkast til en politisk aftale om pesticidhandlingsplanen fremgår det, at det fremover skal være forbudt for landmænd at bruge Roundup til at tvangsmodne afgrøder, så de er klar til at blive høstet. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Landmænd må fremover ikke bruge glyfosat til at tvangsmodne afgrøder, fremgår det af udkast til aftale.
Landmænd i Danmark må ikke længere bruge midlet glyfosat til at tvangsmodne afgrøder, så de er klar til høst.
Det fremgår af en ny pesticidhandlingsplan.
Det skriver Politiken på baggrund af et udkast til en politisk aftale om planen, som avisen har set.
Pesticidhandlingsplanen ventes ifølge avisen at blive præsenteret torsdag.
Glyfosat er et aktivt stof i Roundup, som er verdens mest brugte sprøjtemiddel.
Det frygtes, at glyfosat er kræftfremkaldende.
Pesticidhandlingsplanen har ifølge avisen opbakning fra et flertal i Folketinget. Planen skal løbe i perioden 2022-2026.
Både Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer er positive over for den del af planen.
- Det er et gennembrud, at man siger, at glyfosat kun skal bruges til ukrudtsbekæmpelse, siger Rikke Lundsgaard. Hun er seniorpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Landbrug & Fødevarer udarbejdede ifølge Politiken sidste år en handlingsplan. I den blev landmændene opfordret til at lade være med at bruge glyfosat til blandt andet høsthjælp.
Anders Panum Jensen, der er miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, siger til Politiken, at en anden del af aftalen er til fordel for glyfosat.
Den del handler om, at afgifterne for pesticider ændres. Det betyder, at afgiften på de mest miljøbelastende sprøjtemidler hæves, men sænkes for mindre belastende sprøjtemidler.
Det vil, ifølge Anders Panum Jensen, betyde, at afgifter for glyfosat lempes.
I juni sidste år blev det beskrevet, hvordan regeringen vil forbyde brugen af blandt andet Roundup for private og kommuner på terrasser, indkørsler, fortove, veje og parkeringsarealer.
Det skete, fordi Roundup kan sive ned i grundvandet og forurene drikkevandet.
Det er uvist, hvornår det forbud vil træde i kraft.
Forslaget fra juni er målrettet områder, hvor der er særlig stor risiko for, at sprøjtemidler kan sive ned i grundvandet.
Det gælder altså ikke over alt, men i områder, hvor det øverste jordlag er gravet væk.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned