Andelsboliger erkender behov for øget kontrol
Mandag formiddag blev de politiske forhandlinger om en aftale på andelsboligområdet afsluttet i Erhvervsministeriet. Foto: /ritzau/Jens Dresling / Arkiv
/ritzau/Jens Dresling / Arkiv
Organisationen for andelsforeninger erkender, at ny politisk aftale vil give nødvendig kontrol over markedet.
En bred politisk aftale skal skabe mere robuste andelsboligforeninger. Det skal blandt andet ske ved mere kontrol over foreningernes økonomi og stiftelsen af nye foreninger.
Selv om boligforeningerne bliver pålagt mere kontrol, erkender andelsboligernes organisation behovet for netop det.
- Vi må bare erkende, at det er nødvendigt. Især i forhold til stiftelser af nye andelsforeninger har parterne ikke været i stand til at sikre robuste stiftelser, og derfor er der behov for lovgivning, siger Jan Hansen, direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
Helt konkret skal nye boligforeninger have et budget, der dækker en periode på mindst 15 år. Tidligere var kravet 10 år.
At der stilles flere krav til stiftelsen af nye foreninger glæder Boligøkonomisk Videncenter, der er en tænketank med fokus på samfundsøkonomiske aspekter ved det danske boligmarked.
- Det gør ikke noget for de eksisterende foreninger, men det er centralt i forhold til at vi får en forsvarlig drift af de nye andelsforeninger, siger Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter.
I alt indeholder aftalen 16 tiltag, der tager udgangspunkt i et ekspertudvalgs anbefalinger, der tidligere i år kom med forslag til, hvordan man kunne sikre det danske andelsboligmarked.
- Det er tiltag, der efter min overbevisning vil forbedre andelsboligmarkedet markant, siger Curt Liliegreen.
Et bredt politisk forlig står bag aftalen, og det er også væsentligt.
- Det er en meget væsentlig ting på boligområdet, fordi så kan man stole på, at aftalen ikke bliver lavet om lige med det samme, siger Curt Liliegreen.
Ændringerne forventes at træde i kraft 1. juli 2018, oplyser Erhvervsministeriet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned