Anne Valentina "chokeret" over regeringen: - Jeg forstår det ikke

Onsdag blev beredskabsaftalen præsenteret. SF er med i aftalen, men partiets beredskabsordfører mener, de kommunale beredskaber mangler. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Onsdag præsenterede partierne bag Forsvarsforliget en ny beredskabsaftale. Der er fundet penge til det statslige beredskab, men ikke til de kommunale. Det vil ske, når kommuneaftalen skal forhandles, pointerer socialdemokratiets beredskabsordfører. Det er SF's ordfører dog slet ikke tilfreds med.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en kold – og vejrmæssigt noget usikker – tid, vi lever i. Tænk bare tilbage på sidste år, hvor mange i januar kunne se vandet fosse ind i deres kælder.

I fremtiden skal vi i højere grad vænne os til voldsomt vejr. 

For bedre at kunne håndtere dette præsenterede alle Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet onsdag en ny beredskabsaftale.

Her er der både fundet penge til mere personel, øvelser og uddannelser samt mere materiel på de statslige beredskabshylder.

608 millioner kroner i 2025 og 2026, og 183 millioner kroner årligt frem til og med 2033.

Læs også: Beredskabsaftale afsætter millioner til håndtering af vejrhændelser

Socialdemokratiets beredskabsordfører, Kasper Roug, pointerer, at den nye aftale kun er første skridt på vejen mod at styrke det danske beredskab.

- Jeg glæder mig over, at vi nu får styr på finansieringen af de statslige beredskaber, og så skal vi senere selvfølgelig også få styr på finansieringen til de kommunale beredskaber.

Slet ikke tilfreds

De penge skal ifølge Kasper Roug findes i den årlige kommuneaftale, hvor regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), udstikker kommunernes overordnede økonomiske ramme.

Men at pengene ikke blev fundet i forhandlingerne om beredskabsaftalen er blandt andre SF’s beredskabsordfører, Anne Valentina Berthelsen, slet ikke er tilfreds med.

- Det er de kommunale beredskaber, der først rykker ud, når voldsomme vejrhændelser rammer.

- Der er masser af steder i landet, hvor der er behov for en økonomisk indsprøjtning, for at de kommunale beredskaber føler, at de kan tage hånd om sådanne hændelser, siger hun.

Ifølge Anne Valentina Berthelsen har regeringen "været afvisende over for at prioritere" de kommunale beredskaber.

Italesat mange gange

Kasper Roug er dog ikke enig i, at de kommunale beredskaber er blevet overset i den nye beredskabsaftale.

- Det kommunale beredskab er i forhandlingerne blevet italesat mange gange. Ministeren, regeringen og også jeg selv har været meget tydelige i forhold til, at det er kommunerne, der står for de kommunale beredskaber, og at finansieringen skal tages med i en kommuneaftale her til forsommeren.

- Sådan plejer vi at gøre, og jeg mindes ikke, at staten er kommet med penge til de kommunale beredskaber, hvis nogensinde. Det er den opgavefordeling, der nu engang er.

Det er "chokerende"

Anne Valentina Berthelsen vil "holde regeringen op på", at de kommunale beredskaber ender med at få tilført penge. Men det er ikke altid nemt at danse med regeringen, fortæller hun. Nogle gange er den god til at komme oppositionspartierne i møde, andre gange mindre god.

I denne omgang synes hun, det er "chokerende", at regeringen ikke har prioriteret de kommunale beredskaber.

- Jeg har gennem forhandlingerne fået indtryk af, at den (regeringen, red.) er enig i, at der skal gøres mere. Men hvorfor de ikke vil gøre det nu, forstår jeg ikke, siger beredskabsordføreren.

Hvorfor tænker du ikke, at regeringen er villig til at finde midlerne til de kommunale beredskaber, når kommuneaftalen skal forhandles?

- Jeg vil gerne se det, før jeg tror det. Vi har ikke hørt ministeren sige, at han vil garantere, at pengene findes, og heller ikke set villighed til at skrive det ind i aftalen (beredskabsaftalen, red.)

Hvis de kommunale beredskaber er så vigtig en sag for SF, hvorfor har I så ikke sagt: "Enten kommer der midler til de kommunale beredskaber, eller også er SF ikke en del af aftalen?"

- Udfordringen er, at regeringen har sit flertal, derfor må vi bruge de værktøjer, vi har, og det er at lægge pres og forhandle. Jeg tror ikke, at der var sket så meget, hvis SF eller andre partier havde sagt, at vi så ikke gider at være med. Vi må tage tyren ved hornene i forhandlingslokalet. Det er en regering, som har sit eget flertal og gør lidt, hvad der passer dem.