Antallet af indvandrere på kontanthjælp accelererer
Mens regeringen forsøger at få en ny reform af kontanthjælpen på plads, så viser tal fra Danmarks Statistik, at flere og flere nyankomne udlændinge modtager kontanthjælp i Danmark. Og især i 2012 er udviklingen accelereret voldsomt. Det skriver Altinget.dk.
Alene i 2012 er antallet af udlændinge på kontanthjælp vokset med 1153 personer, hvilket svarer til en stigning på 31 procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistisk.
Kategorien "udlændinge på kontanthjælp" dækker over nyankomne udlændinge i Danmark, der tidligere fik introduktionsydelse. Efter tre år indgår udlændinge ikke længere i statistikken som en selvstændig gruppe.
Udviklingen går den forkerte vej og viser en forfejlet udlændingepolitik, mener Martin Henriksen, integrationsordfører hos Dansk Folkeparti.
Men den køber social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ikke. Hun påpeger, at der i dag er de samme udlændingeregler som ved udgangen af 2010.
- Dengang var der ingen, der talte om, at udlændingepolitikken var slap. Derfor er det noget fis. Kriser rammer de svageste først.
- Og netop denne gruppe af kontanthjælpsmodtagere har typisk den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet og mangler jobkvalifikationer, siger hun til Altinget.dk.
I regeringens udspil til en ny kontanthjælpsreform foreslår man blandt andet, at man afskaffer kontanthjælpen for personer under 30 år og pålægger indvandrere på kontanthjælp at lære dansk.
Reformen forhandles af Folketingets partier og bliver ifølge Karen Hækkerup første skridt til at bringe også denne gruppe tættere på arbejdsmarkedet.
Regeringen håber at nå en aftale om reformen inden påske, så overskuddet på én milliard kroner fra reformen kan indgå i vækstplanen.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie