Året indledes med det laveste antal asylansøgere i 11 år
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er tilfreds med udviklingen. - Det glæder mig, at asylantallet fortsat er lavt. Vi har i regeringen gennemført 112 stramninger af udlændingepolitikken, siden vi trådte til, og det har haft en klar effekt, siger hun. (Arkivfoto). Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Inger Støjberg glæder sig over færre asylansøgere. Morten Østergaard vil have kvoteflygtninge til Danmark.
I de første tre måneder af 2019 er der registreret det laveste antal af asylansøgere i Danmark på et kvartal siden 2008.
I januar, februar og marts er der således registreret cirka 620 asylansøgere i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er tilfreds med udviklingen.
- Det glæder mig, at asylantallet fortsat er lavt. Vi har i regeringen gennemført 112 stramninger af udlændingepolitikken, siden vi trådte til, og det har haft en klar effekt.
- Derfor er det afgørende, at vi holder fast i en stram udlændingepolitik, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.
Hun siger videre, at tallene viser, at Danmark er "blevet et langt mindre attraktivt land at søge asyl i".
Til sammenligning blev der registreret cirka 830 asylansøgere i samme periode sidste år.
De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, mener, at udviklingen bør føre til ændringer i den danske udlændingepolitik.
- I årets første tre måneder kom 620 asylansøgere til Danmark. Det er det laveste siden 2008. Alligevel mener Venstre stadig ikke, tiden er inde til at tage imod kvoteflygtninge.
- Vil vi virkelig være et land, der siger nej, når 500 af verdens allersvageste mennesker kommer og banker på?, skriver Morten Østergaard på Facebook.
I 2018 blev der registreret i alt 3559 asylansøgere. I 2015, da flygtningekrisen var på sit højeste, var tallet 21.316.
De Radikale kræver, at Socialdemokratiet lemper udlændingepolitikken, hvis S-formand Mette Frederiksen skal have De Radikales støtte efter det kommende folketingsvalg.
Mette Frederiksen har imidlertid afvist, at det kommer til at ske, hvis hun skal danne regering.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned