Aviserne taber valgkampen til fjernsynet

Når danskerne skal vide noget om det forestående folketingsvalg, tænder de for tv eller går på nettet. Derimod er hverken aviserne, Facebook eller Twitter foretrukne nyhedskilder.

Det viser nye tal fra KMD Analyse, der har spurgt vælgerne.

Den mest populære nyhedskilde er fjernsynet, hvor tre fjerdedele af befolkningen får deres valgnyheder.

- Det er ikke overraskende, at tv uden sammenligning er det medie, flest vælgere søger til, når de skal have viden om valget, siger Morten Langager, kommunikationsdirektør i KMD og fortsætter:

- Derimod er det interessant, at undersøgelsen viser, at de sociale medier endnu ikke er slået igennem for alvor. Det til trods for at rigtigt mange danskere har en facebookprofil.

Så mens politikerne har travlt med at "gøre sig" på de sociale medier, er det altså ikke her, de får det største udbytte af at være. Slet ikke hvis de henvender sig til vælgere uden for hovedstaden.

Eksempelvis bruges Facebook især af unge og københavnere.

Sværest ser det dog ud for den trykte avis, der taber til medier på nettet.

- Det er en tendens, vi har set over et stykke tid, og det har selvfølgelig også betydning, når politikerne planlægger deres udmeldinger, siger Morten Langager.

Partiernes egne hjemmesider er også en vigtig kilde til information. Det mener knap en tredjedel af de 1000, der er spurgt.

/ritzau/

Danskerne læser om valget på nettet eller tænder for deres tv. De trykte aviser og sociale medier er overhalet

Offentliggjort Sidst opdateret