Danskerne kan måske komme til at købe snus i portionspakker. Sundhedsminister Bertel Haarder (V) vil gerne overveje, om et dansk forbud mod snus i portionspakker skal droppes.
En norsk undersøgelse har netop vist, at chancerne for at gennemføre et rygestop er langt større, når man anvender snus i stedet for nikotintyggegummi.
- Jeg vil gerne overveje det, men jeg vil meget gerne spørge Sundhedsstyrelsen og andre kloge mennesker, før jeg tager stilling. Jeg befinder mig netop nu i Stockholm, og jeg kan bekræfte, at man i Sverige har den holdning, at snus kan dæmpe rygning. Så det er muligt, at det bør overvejes, siger Bertel Haarder.
I Sverige og Norge er det tilladt at købe snus i portionspakker, mens danske snusere kun må købe løs snus, som er langt mere besværlig at anvende.
Liberal Alliance og Enhedslisten har efter offentliggørelsen af den norske undersøgelse foreslået en mere lempelig lov i forhold til snus.
- Snus er selvfølgelig ikke sundt, men det er der jo så meget, der ikke er. Det må være op til folk selv, om de vil anvende snus. Når nu cigaretter er meget mere sundhedsskadelige end snus, er der ingen logisk grund til at opretholde forbuddet, siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.
Bertel Haarder er dog hurtig til at komme med et modkrav til Liberal Alliance.
- Jeg har et modkrav. Hvis vi skal tillade snus i portionsanretninger, så vil jeg også have, at man skal tillade røget sild med chokoladeovertræk i fiskeforretninger, siger han over mobiltelefonen fra en båd i Stockholms skærgård.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned