Bilister skal kunne klage over p-bøder til nyt nævn
Landets private parkeringsfirmaer skal pålægges at oprette et uvildigt klagenævn, foreslår regeringen. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Joachim Adrian
Polfoto/Joachim Adrian
Transportminister Ole Birk Olesen vil pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn.
Bilister, der vil klage over en parkeringsafgift på en kommunal parkeringsplads, har ret til at få klagen behandlet sagligt i kommunen.
Men bilister, der vil klage over en parkeringsafgift på et offentligt tilgængeligt privat område, er nødt til at gå rettens vej.
Det går ud over bilistens retssikkerhed, og derfor vil transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) pålægge den private parkeringsbranche at oprette et uvildigt klagenævn:
- Med retten til at give en bøde følger også, at man skal give mulighed for at klage over bøden på en måde, der ikke er dyrere, end selve bøden er. Det er en mangel, at de ikke har gjort det tidligere, og det retter vi op på.
Der har i ministerens optik været "alt for mange sager om urimelige parkeringsbøder":
- Og så er det med at skulle hive parkeringsfirmaet i retten simpelthen bare en for omstændelig proces for at spare en parkeringsafgift på 500 eller 750 kroner.
Spørgsmål: Hvordan skal det sikres, at klagenævnet bliver uvildigt, når det er firmaerne selv, der skal drive det?
- Det må vi se på helt konkret. Men jeg tror ikke, det bliver noget problem. Der vil jo også være en minister, der holder øje med processen.
Spørgsmål: Risikerer man ikke, at priserne vil stige, når firmaerne pålægges at drive et klageorgan, der alt andet lige vil koste dem flere ressourcer?
- Jo. Prisen vil muligvis stige en smule, fordi det er en ekstra omkostning for parkeringsfirmaerne, og den ekstra omkostning kan de kun finansiere ved at gøre det almindelige parkeringsgebyr en smule højere.
- Det er en omkostning, man må tage med, for at få noget retssikkerhed på området. Det tror jeg, de fleste bilejere er helt tilfredse med - at der måske kan komme en krone eller to mere på regningen.
Lovforslaget indeholder også en ændring af det nuværende forbud mod standsning og parkering i yderrabatten.
- Det har blandt andet betydet, at en borger i Nordjylland ikke har kunnet parkere en trailer på græsplænen foran sit hus, selv om græsplænen lå på borgerens egen grund, siger Ole Birk Olesen.
Han vil også ændre reglerne om, at en kommune sammen med politiet kan forbyde kørsel på private fællesveje i byer og bymæssige områder uden at inddrage grundejerne først.
Høringsfristen for lovforslaget udløber 26. januar. Derefter bliver det fremsat i Folketinget.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned