Bødskov: Vi tager allerede hånd om Sandholm-kriminalitet

Foto: Niels Ahlmann Olesen /Scanpix

Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis der finder kriminalitet sted på landets asylcentre, som TV2 dokumenterede sidste år. Det slår justitsminister Morten Bødskov (S) fast i et samråd i Folketingets retsudvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men han understreger også, at han mener, at regeringen, politiet og Røde Kors-medarbejderne gør et tilfredsstillende stykke arbejde for at forhindre, at der bliver solgt narko, som tv-udsendelsen viste.

- Ja, det mener jeg, er tilfældet, siger Morten Bødskov.

Han blev kaldt i samråd af Venstre og Dansk Folkeparti, der mener, at regeringen har sovet i timen.

Venstres Inger Støjberg og Dansk Folkepartis Martin Henriksen ønsker, at ministeren fremover vil anlægge en hårdere linje overfor de kriminelle asylansøgere, så de eventuelt kan blive sendt hjem eller i fængsel.

Men det er ikke i den retning, regeringen umiddelbart bevæger sig. Siden sidste sommer, hvor programmerne satte fokus på problemet, har Nordsjællands Politi haft "skærpet fokus på Center Sandholm", som Morten Bødskov formulerer det.

- De relevante myndigheder har aftalt hyppige møder mellem centerledelsen og politiet, siger Bødskov.

Han understreger, at de ansatte i Sandholm i højere grad er begyndt at tjekke, hvilke personer der kommer ind i centret. Og man holder også bedre øje med fællesarealerne, hvor der er fri adgang.

- Det sker blandt andet ved øget bemanding på ydertidspunkterne, siger Bødskov.

I den nye asylaftale er det bestemt, at Sandholm udelukkende skal være et såkaldt modtagecenter.

Det betyder, at det i fremtiden bliver et sted, hvor asylansøgere bliver sluset ind i systemet i modsætning til i dag, hvor der også sidder asylansøgere, der har været i landet længe.

/ritzau/