Boligselskaber: Regeringens ghettoliste giver misvisende billede
Det går fremad for de unge i boligområdet Vollsmose, mener BL's direktør Bent Madsen. Foto: /ritzau/Brohus Anders
/ritzau/Brohus Anders
Selv om regeringens ghettoliste gør politikerne bekymrede, ser boligselskaberne fremgang.
Man får et misvisende billede af, hvordan det går i de udsatte boligområder, hvis man kigger på regeringens ghettoliste. Det mener Bent Madsen, der er direktør for de almene boligselskabers brancheorganisation, BL.
- Det er noget mere nuanceret end det, siger han.
Regeringens ghettoliste har udløst en række bekymrede bemærkninger fra blandt andet Socialdemokratiet og regeringen om de mest udsatte boligområder såsom Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus.
Men Bent Madsen mener, at man skal se på andre parametre end regeringens, hvis man vil have et indtryk af, hvilken udvikling områder som Vollsmose er inde i.
- Et af de parametre, som vi holder øje med, er, hvordan børnene klarer sig i skolen. Mere specifikt hvordan de klarer sig i dansk og matematik. For det ved vi, har en stor betydning for, hvordan de klarer sig videre hen, siger han.
Her finder Bent Madsen "nogle temmelig store løft i karaktererne" sammenlignet med 2008.
- Hvis vi kigger på, hvor mange børn der har en studentereksamen, når de er 20 år, i eksempelvis Vollsmose, så var det 20 procent i 2008. I 2016 er det over 40 procent.
- Det er en markant positiv udvikling. For det er her, vi afskaffer den sociale arv, siger han.
Regeringens ghettoliste måler boligområder på fem parametre. Det handler om beboernes beskæftigelse, etnicitet, kriminalitet, uddannelse og indkomst.
Hvis tre af de fem parametre overskrider en bestemt grænse, kommer området på regeringens liste.
Uddannelse måles ved at tage andelen af beboere mellem 30 og 59, der har mere end en grunduddannelse.
Derfor vil de tendenser Bent Madsen peger på ikke påvirke bedømmelsen.
Bent Madsen understreger, at der er udfordringer i boligområderne. Men han forstår ikke, hvorfor politikerne ser så bekymret på udviklingen.
- Generelt set har jeg svært ved at bevare pessimismen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned