Bondam revser lovgivning om aktivering

Mens beskæftigelses- og integrationsborgmesteren i Københavns Kommune, Klaus Bondam (R), fortsat ikke vil svare på spørgsmål fra pressen i sagen om det såkaldte Farvergade-projekt, så går han nu i en pressemeddelelse til angreb på lovgivningen om aktivering.

"Jeg synes som borger og politiker, at det er dybt foruroligende og et demokratisk problem, at der sidder højtuddannede embedsmænd i Arbejdsmarkedsstyrelsen og Københavns Kommune, som tolker loven vidt forskelligt".

"Det taler for sig selv, at Arbejdsmarkedsstyrelsen skulle bruge mere end syv uger på at fortolke deres egen lovgivning," skriver Bondam.

Arbejdsmarkedsstyrelsen afgjorde mandag, at Københavns Kommune har fået 390 millioner kroner for meget i refusion i sagen, fordi kommunen har hjemtaget refusion fra staten på 65 procent af kontanthjælpen til de ledige i Farvergade-projektet.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen kræver den høje refusion, at de ledige møder op på stedet 25 timer om ugen, men de ledige i Farvergade-projektet skulle højst møde op halvanden time om ugen.

Klaus Bondam skriver videre i pressemeddelelsen:

- Der går lang tid, inden vi får afgjort, hvem der har ret i den her sag.

Dermed lægger han sig på linje med overborgmester Frank Jensen (S), der gerne svarer på spørgsmål i sagen.

Også han mener, at Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelse er forkert.

- Arbejdsmarkedsstyrelsen siger, at vi kun kan hjemtage refusion, hvis de ledige fremmøder et bestemt sted 25 timer om ugen. Men det står altså ikke noget sted i loven, og det siger vores advokater også, lyder det fra overborgmesteren, der tilføjer:

- Der er et aktiveringskrav, men ikke et fremmødekrav til et bestemt sted 25 timer om ugen. Og den juridiske konflikt vil vi nu arbejde videre med sammen med vores advokater. Derefter vil vi så drage vores konklusion.

/ritzau/

Det er foruroligende, at Arbejdsmarkedsstyrelsen og København kan tolke lov forskelligt, mener Klaus Bondam.

Offentliggjort Sidst opdateret