Budgetudkast: Regeringen vil sløjfe hjælp til fødende
Region får ikke svar på ansøgning om penge til fødeafdeling, og udkast viser, at regeringen vil droppe pulje.
Landets fødeafdelinger går tilsyneladende glip af et ventet og tiltrængt løft på 35 millioner kroner i år.
Pengene var øremærket til at skabe bedre forhold for fødende og ansatte på fødeafdelingerne.
Puljen er tilsyneladende blevet sløjfet. Det fremgår af et udkast til regeringens økonomiaftale med regionerne, skriver TV2, som er i besiddelse af skitsen.
Budgettet viser, at der er nul kroner i år til "øget kapacitet på fødeafdelinger". I margin fremgår det, at beløbet er "tilbagerullet".
Puljen skulle blandt andet dække løn til flere jordemødre og speciallæger, men Region Hovedstaden, som har søgt om 11 millioner kroner fra puljen, har ikke fået svar på ansøgning.
- Hvis pengene skal nå at komme de fødende til gavn, så skal det til at være, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), som er formand i Region Hovedstaden, til TV2.
Aftalen om et løft til landets pressede fødeafdelinger blev indgået mellem den tidligere regering og Enhedslisten sidste år.
35 millioner i år skulle stige til det dobbelte de kommende tre år, men pengeindsprøjtningen synes nu usikker.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har haft fat i sundhedsminister Sophie Løhde, som skulle have sagt, at pengene er på vej.
Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix, vil se det, før hun tror det.
- Jeg synes, det er dybt pinligt, at Venstre har forsøgt at lancere sig som et parti, der vil prioritere sundhedsvæsnet. Det gælder åbenbart ikke det hjælpeapparat, som gælder for gravide, fødende og nyfødte.
- Det er særligt grotesk, at regeringen også inddrager penge, som er afsat til at ansætte mere personale i år, skriver Stine Brix i en mail til Ritzau.
Hun vil nu kalde ministeren i samråd for at få klarhed over situationen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie