Dan Jørgensen vil afholde eksperthøring i højspændt sag
Ministeren holder fast i, at det ikke er teknisk muligt at få nedgravet hele højspændingslinjen i Vestjylland.
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) vil afholde en eksperthøring i sagen om den 170 kilometer lange højspændingslinje, som skal hænge i luften på master ned gennem Vestjylland.
- Jeg føler mig helt sikker på, at efter en sådan høring vil de spørgsmål, der har været stillet, være besvaret.
- Og man vil vide, at der ikke er en teknisk mulighed for at grave det her ned, hvis man skal være sikker på, at det virker. Hvilket det selvfølgelig skal, siger Dan Jørgensen.
Jyllands-Posten har afdækket, hvordan et udenlandsk konsulentfirma stik imod den officielle fortælling fandt det teknisk muligt at lægge forbindelsen med kabler i jorden, hvis der afsættes de fornødne investeringer.
En pointe, som stod på en af de sidste sider i eksperternes rapport til staten. Senest er det kommet frem, at staten fik rettet i rapporten, der ellers er blevet omtalt som "uvildig".
Milliardprojektet udløste sidste år store protester i Vestjylland, og daværende energiminister Lars Christian Lilleholt (V) fik det statslige selskab Energinet til at undersøge, om det var muligt at lægge ledningerne i jorden.
Flere partier har krævet en ny politisk behandling af højspændingslinjen.
Dan Jørgensen har bedt Energistyrelsen om at indkalde til en eksperthøring på Christiansborg med relevante eksperter.
Høringen bliver ifølge ministeren formentlig afholdt inden for et par uger.
- Jeg kan godt forstå, at man har stillet de spørgsmål, og jeg synes, folk har krav på at få svar på dem så hurtigt som muligt, siger han.
Det canadiske konsulentfirma WSP, der stod for at udarbejde en rapport om sagen, skal også inviteres, siger Dan Jørgensen.
Han holder fast i, at det ikke er muligt at grave kablerne ned i jorden på den 170 kilometer lange linje.
- Når jeg endnu en gang tryktester, hvilket jeg har gjort et par gange i mit eget system - hos Energistyrelsen og departementet - om der er substantielt nyt, så er svaret nej, det er der ikke.
- Det kan ikke teknisk lade sig gøre at grave de her kabler ned, hvis det skal virke. Hvis man skal være sikker på, at det virker. Derfor er der sådan set ikke noget nyt.
- Det er det, som alle, der måtte have tvivl omkring det, skal have mulighed for at stille kvalificerede spørgsmål om offentligt, siger Dan Jørgensen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie