Danmark donerer 18 lastbiler med artilleri til Ukraine i milliarddonation
Forsvarsministeriet præsenterer artilleripjecen Caesar i Oksbøl i 2021. Danmark donerer et lignende system til Ukraine. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fremover vil Danmark også købe våben direkte fra den ukrainske forsvarsindustri og donere våbnene til Ukraine.
Danmark køber og donerer til Ukraine 18 Bohdana-artilleripjecer, som er en ukrainsk kopi af det franskudviklede Caesar-system.
En pjece er en lastbil udstyret med et artillerisystem.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.
Våbnene vil blive leveret inden for de kommende måneder og skal støtte Ukraine i kampen mod Rusland, som invaderede nabolandet i 2022.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) tog i foråret initiativ til, at Danmark placerer ordre direkte hos den ukrainske forsvarsindustri.
- På den måde sikrer vi, at det materiel, som ukrainerne efterspørger ved fronten, kan produceres og leveres tæt på. Det giver nogle åbenlyse logistiske fordele samtidig med, at vi bidrager til at opbygge forsvarsindustrien i Ukraine, siger han i meddelelsen.
Han forventer, at der kan doneres mere artilleri i løbet af 2024.
På den måde får Ukraine mere artilleri for pengene, fordi ukrainerne kan producere det billigere end eksempelvis Frankrig. De har også nemmere ved at servicere det selv og at skaffe reservedele.
Det er Ukraine selv, som er kommet med en anbefaling til, hvad landet har brug for to år inde i invasionen.
Artilleri er essentielt for Ukraine, som kæmper med at forsvare sig og har opfordret Vesten til at sende mere luftforsvar.
I sidste uge har Rusland ifølge landet selv angrebet tre ukrainske landingsbaner, som er nødvendige, hvis Ukraine ønsker at få F-16-fly på vingerne fra ukrainsk territorium.
Ukraine er svækket og kæmper med at bekæmpe Rusland, som jævnligt hævder at indtage nye byer i det østlige Ukraine.
Pengene kommer fra Ukraine-fonden, der er afsat til donationer til Ukraine, som bekriges af Rusland. Den samlede pris er ukendt, men pengene findes i en ramme på 1,2 milliarder kroner, som også skal gå til andet.
Prisen var kendt i forvejen, men det var uvist, hvad pengene ville gå til.
Danmark har tidligere doneret våben og andet for mange milliarder kroner.
Det tæller 19 F-16-fly, som endnu ikke er sendt af sted, og 19 Caesar-haubitser.
Der er afsat 64,8 milliarder kroner til Ukraine-fonden. Foreløbig er der truffet beslutninger for knap 43 milliarder kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned