Danmark giver 165 millioner til flygtninge fra Syrien
5,3 millioner børn i Syrien vurderes at have behov for nødhjælp. 5,5 millioner mennesker er flygtet fra landet, de fleste til nabolandene som her en flygtningelejr i Jordan. Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen/arkiv
/ritzau/Peter Hove Olesen/arkiv
Konflikten i Syrien fortsætter på syvende år. 13,1 millioner vurderes at have behov for nødhjælp.
Konflikten i Syrien er en af de allerværste humanitære kriser med ufattelige umenneskelige lidelser.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V). Ministeren meddeler, at Danmark giver et yderligere bidrag på i alt 165 millioner kroner til at hjælpe de syriske flygtninge.
De 65 millioner kroner fordeles mellem danske humanitære organisationer. Yderligere 20 millioner går til FN's befolkningsfond (UNFPA) og 60 millioner til FN's landefonde for Syrien og nabolande.
- Jeg er meget glad for, at mange danske humanitære organisationer gør en kæmpe indsats for at afhjælpe lidelserne og skabe håb for mange mennesker i Syrien og Syriens nærområder, udtaler Ulla Tørnæs i pressemeddelelsen.
Pengene til FN skal blandt andet sikre pigers og kvinders seksuelle sundhed og rettigheder.
Danmark har ifølge Udenrigsministeriet været en af de største humanitære donorer, siden krigen i Syrien startede i 2011.
- Vi stopper ikke nu - men fortsætter med at prioritere den humanitære nødhjælp i en af verdens største humanitære kriser, står der i pressemeddelelsen fra Ulla Tørnæs.
Med det nye bidrag kommer Danmarks samlede donationer til indsatser i Syrien og lande, der har modtaget flygtninge herfra, op over to milliarder kroner.
De danske humanitære organisationer, der får ny støtte til deres arbejde for de syriske flygtninge, er Dansk Flygtningehjælp, Red Barnet, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Caritas og ADRA.
Ifølge Udenrigsministeriet er 5,5 millioner mennesker flygtet fra Syrien, langt de fleste til nabolandene. Der vurderes at være omkring 18 millioner mennesker tilbage i Syrien. Heraf skønnes det, at 13,1 millioner har behov for nødhjælp.
Udenrigsministeriet påpeger, at situationen er særligt bekymrende for sårbare grupper, herunder de 5,3 millioner børn, der vurderes at have behov for nødhjælp.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned