Det er stadig uklart, i hvor høj grad Danmark og andre lande uden for euroen får lov til at deltage i møder, der handler om EU's nye finanspagt.
Også selv om EU-lande uden for euroen vælger selv at være med i finanspagten.
Ifølge økonomi- og finansminister Margrethe Vestager (R) er spørgsmålet om, hvem der må deltage i hvilke møder, en af de største tilbageværende knaster efter mandagens sene forhandlinger om finanspagten, der ventes vedtaget på EU-topmødet på mandag.
- Vi nåede et stykke. Men en del ting blev overladt til statsoverhovederne.
- Som forventet var det over vores niveau at afgøre spørgsmålet om, hvem der kan deltage i hvilke møder, siger Vestager tirsdag morgen i Bruxelles.
Den danske minister skal tirsdag lede sit første ecofin-møde som EU-formand.
Hun deltog mandag aften i forhandlingsmødet for den nye finanspagt, der sigter mod at sikre øget budgetdisciplin i de 17 eurolande og de af de resterende 10 EU-lande, der måtte ønske at være med.
Ni af de 10 ikke-eurolande har udtrykt interesse for at være med i pagten. Derfor presser de nu også på for at få adgang - måske med en form for observatørstatus - til eurolandenes topmøder, hvor finanspagten fremover skal diskuteres.
- Der var rigtig mange, der tog ordet - herunder også Danmark - og sagde, at vi vil også gerne kunne gå til møder, hvis vi har skrevet under på den traktat, det handler om, siger Margrethe Vestager.
Traktaten om den nye finanspagt skal efter planen være klar til vedtagelse på topmødet 30. januar, hvorefter den skal godkendes i de nationale parlamenter, så den er klar til underskrift på næste EU-topmøde 1. - 2. marts.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned